Det sner, det blæser, og vindmøllerne kører på højtryk. Alligevel oplever mange danskere i øjeblikket, at elprisen er højere, end de havde forventet.
For mange hænger vind og lav elpris ellers sammen. Og når elafgiften samtidig er blevet sat markant ned fra årsskiftet, virker det umiddelbart ulogisk, at strømmen ikke er billigere.
Men forklaringen skal ikke findes i vejret alene – den skal findes i gasmarkedet og i den måde, elprisen bliver fastsat på.
»Det kan godt virke ulogisk. Når vindmøllerne drejer rundt, forventer man lave priser på strøm. Men elbørsen fastsætter markedsprisen på el ud fra den dyreste energikilde, vi skal tage i brug for at dække forbruget,« siger Christian Drejer, kommerciel direktør hos Energi Fyn.
Gasprisen sætter niveauet
Selvom Danmark producerer store mængder strøm fra vind, er elmarkedet koblet sammen med resten af Europa. Det betyder, at prisen fastsættes ud fra den energikilde, der er nødvendig for at dække det samlede forbrug i markedet – også når vinden blæser.
Og i øjeblikket er det gas, der sætter prisen.
»Gas bruges til at balancere elproduktionen, og lige nu er gasprisen høj. Derfor bliver elprisen også høj – selv på dage med masser af vind,« forklarer Christian Drejer. Efter en kold vinterperiode er gaslagrene i Europa blevet tømt hurtigere end normalt. Samtidig henter EU i dag store mængder gas fra USA, efter at importen af russisk gas er stoppet. Det gør markedet mere sårbart over for globale og politiske begivenheder – og det presser priserne op.
Danmark er en del af et fælles europæisk elmarked, og derfor påvirkes elprisen også af forhold uden for landets grænser.
»Selv små udsving i gasmarkedet kan få en hurtig effekt på elprisen. Samtidig spiller vejret i resten af Europa også ind. Hvis der for eksempel mangler sol og vind – det, man kalder dunkelflaute – eller hvis der er hedebølger med stort behov for køling, så stiger efterspørgslen på strøm,« siger Christian Drejer.
Når efterspørgslen stiger, og gas bliver nødvendig for at dække behovet, følger prisen med op.
Afgiften er lavere – men markedet slår igennem
Fra 1. januar blev elafgiften i Danmark sat ned til EU’s minimumsniveau. Det giver en vis lettelse på regningen, men det ændrer ikke på selve markedsprisen for strøm. Derfor kan forbrugerne stadig opleve udsving – især i perioder med kulde, høj efterspørgsel og dyre energikilder i spil.
»Elmarkedet er komplekst, men vi oplever heldigvis færre timer, hvor gasprisen er så afgørende, som den var under energikrisen. Alligevel er det en god idé at følge med i elpriserne i øjeblikket,« siger Christian Drejer.
Hos Energi Fyn opfordrer man forbrugerne til at holde øje med elprisen, så man kan tilpasse sit forbrug og undgå ubehagelige overraskelser på elregningen.
»Kulde, produktion og geopolitik spiller lige nu en større rolle end vinden alene. Derfor er det ekstra vigtigt at følge med i, hvordan markedsprisen udvikler sig,« siger Christian Drejer.
Kort sagt: Vindmøllerne kan godt dreje rundt – uden at elprisen falder. For i sidste ende er det ikke vejret, men den dyreste nødvendige energikilde, der bestemmer prisen.





