Danmark åbner EM med en sikker 36-24-sejr over Nordmakedonien, og lørdag handler om at bygge videre frem mod søndagens kamp mod Rumænien.
Danmark vandt stort, 36-24, men sejren over Nordmakedonien var mindre en magtdemonstration end en stille justering af indre balance. Fredag aften blev nervøsitet banket på plads, som det ofte sker i en åbningskamp, og lørdag står holdet allerede med blikket rettet mod næste opgave: søndag venter Rumænien.
Inde i hallen var det ikke kun målene, der fyldte. Det var lyden. Et rum, der svarede igen. En kollektiv puls, som Mathias Gidsel selv kalder en energigiver snarere end pynt.
»I første kamp skal man lige banke den værste nervøsitet af. Jeg kunne godt mærke, at der var noget nervesystem i gang under opvarmningen«, siger han og beskriver fornemmelsen af at træde ind i en kulisse, der allerede var klar, før spillerne var det.
Gidsel taler ikke om sig selv som centrum, snarere som del af en bevægelse. Navnet bliver råbt, ja, men det er helheden, der bærer. »Jeg mærker jo den store opbakning – til mig, men også til hele holdet. Jeg tager det ikke for givet. Jeg vil levere 100 procent i de minutter, jeg får.«
Kampen blev også et studie i, hvordan modstanderne forsøger at løse Danmark taktisk. Mandsopdækning, fysisk pres, forstyrrelse. Intet nyt, og heller ikke noget, der for alvor bed. »Nogle hold vil prøve. Det så vi også sidste år«, siger Gidsel. »Men i dag bliver der for meget plads til Pytlick og Lauge. De er for dygtige til ikke at udnytte det.«
Hvis der tidligere var frustration i hans spil, er den erstattet af noget mere afklaret. Slagene preller af. »Den tid er over. Jeg er helt med på, at det er en del af spillet. Min sejr er, hvis de får en to-minutters.«
Bagved stod Emil Nielsen, og hans kamp var mindre komfortabel, end cifrene antyder. »Det var faktisk en svær kamp at spille«, siger han. Skuddene kom tæt på, hurtigt, eksplosivt. Det var en aften, hvor målmandens arbejde var mere reaktion end kontrol.
Alligevel var der også her noget, der bar. »15.000 danskere giver nogle ekstra procenter«, konstaterer han. Ikke som floskel, men som konstatering.
Der var endda plads til et øjebliks improvisation, da Danmark blev fanget i et langsomt tilbageløb under 7-mod-6. Nielsen løb, reddede, forklarede bagefter: »Lasse troede, vi havde scoret. Så timingen var der bare.«
Søndag er det Rumænien, der står på den anden side. Nielsen lægger ikke skjul på, at modstanderen endnu er et ubeskrevet blad for ham. »Jeg kender nul til dem«, siger han tørt, før han lander på det, der i praksis bliver lørdagens program: video, forberedelse og en ny kamp, der ikke skal vindes i hukommelsen om 36-24, men i evnen til at finde den samme ro igen.
Nikolaj Jacobsen var tilfreds med Danmarks åbningskamp ved EM efter 36-24 over Nordmakedonien og ser allerede frem mod søndagens opgør mod Rumænien.
Sejren på 36-24 over Nordmakedonien var for Nikolaj Jacobsen først og fremmest en funktionel åbningskamp. Ikke uden skævheder, men med en grundstruktur, der holdt. Fredag aften blev spillet sat i gang, lørdag er brugt på at rydde indtrykkene af vejen, og søndag venter Rumænien.
»Grundlæggende en rigtig fin åbningskamp«, siger landstræneren og peger på, at Nordmakedoniens valg af dækning gjorde opgøret ujævnt i perioder. »Når de vælger at dække, som de gør, bliver det lidt urytmisk. Men jeg synes egentlig, vi løser det ganske fint.«
For Jacobsen handlede kampen i høj grad om løsninger snarere end modstand. Også når Mathias Gidsel blev taget ud af ligningen, fandt Danmark veje videre. »Når de vælger at tage Mathias væk, synes jeg ikke, vi har så mange problemer med at løse det. Heller ikke 6 mod 6. Og så blev det lidt nemmere, så vi kunne bruge færre kræfter.«
Netop energiforbruget var en tydelig understrøm i hans vurdering. De sidste ti minutter kostede defensivt, erkender han, men ellers var der kontrol. »Der slipper vi lidt for mange mål ind, men grundlæggende har vi rigtig godt styr på det.«
Atmosfæren i hallen gjorde indtryk, også på en træner, der har stået i mange fyldte arenaer før. »Selvom jeg har prøvet det nogle gange, så gav det gåsehud at komme ind. Det var en fantastisk stemning under kampen.«
I pausen var der ingen løftede stemmer. »Vi havde godt styr på tingene, så det var bare at finpudse nogle detaljer og snakke tingene kort igennem.« For Jacobsen var kampen ikke en facitliste, men et udgangspunkt. »Jeg hæfter mig ikke så meget ved den her kamp. Jeg tror ikke, der er så mange hold, der kan dække, som Nordmakedonien gør.«
Blikket er allerede rettet frem. Søndag venter Rumænien, med andre typer og andre defensive greb. »De har lidt andre profiler i deres defensiv«, konstaterer han, uden at lægge mere i det end nødvendigt.
At kunne bruge hele truppen var et klart plus. »Det er altid godt at få delt kræfterne og stadig spille på et fint niveau.« Også på målmandsposten ser han udvikling. »Emil bliver bedre og bedre på det her hold, og derfor fik han også lov at starte.«
Åbningskampen blev ikke brugt på at slå i bordet. Den blev brugt på at finde arbejdsro. Søndag handler det om at finde den igen – i en anden kamp, mod en anden modstander, men med de samme krav til balance og økonomi.
Danmark åbnede EM med en sejr, der voksede sig større, jo længere aftenen skred frem. 36–24 over Nordmakedonien i Jyske Bank Boxen blev resultatet af en kamp, der begyndte rodet og ujævn, men som gradvist blev formet af dansk tempo, defensiv justering og et angrebsspil, der især i anden halvleg fandt sin rytme og sit hierarki.
Det var Nordmakedonien, der fik kampens første ord. Marko Mitev scorede efter blot to minutter i en åbning, hvor begge hold virkede afsøgende, og hvor Danmark misbrugte en tidlig kontra ved Niclas Kirkeløkke. Gæsterne stod højt i forsvaret over for Mathias Gidsel og fik i begyndelsen sat en vis uro i det danske opspil, men det billede holdt ikke længe. En tidlig udvisning til Samoil Ristevski gav Emil Jakobsen et straffekast, som han sikkert udnyttede, og allerede her begyndte Danmarks evne til at straffe fejl at tage form.
Tempoet blev hurtigt kampens nøgle. Danmark straffede i omstillingerne, først ved Gidsel på kontra og senere igen, da han svarede prompte efter en nordmakedonsk scoring. Emil Nielsen satte sig samtidig massivt igennem i målet. En stor redning efter otte minutter blev fulgt op af en markant jubel, og signalet var tydeligt: Danmark havde fundet intensiteten. I den anden ende begyndte Simon Pytlick at dominere kampens flow. Gennembrud, hårde afslutninger og en konstant evne til at udfordre et defensivt system, der sjældent fik ro til at sætte sig, gjorde ham til første halvlegs klare omdrejningspunkt.
Alligevel var kampen ikke uden danske udfald. Midt i halvlegen faldt niveauet markant. Flere uskarpe angreb, en brændt friløber fra Kirkeløkke og manglende konsekvens gav Nordmakedonien luft. Ved 13–10 tog Nikolaj Jacobsen timeout, tydeligt utilfreds, og kort efter blev Kirkeløkke taget ud til fordel for Mads Hoxer. Det greb genoprettede balancen. Danmark begyndte at finde løsninger i syv mod seks, hvor Lukas Jørgensen flere gange samlede op og straffede andenbølgerne, og ved pausen havde Danmark igen skabt afstand. 17–12 var ikke prangende, men det var kontrolleret.
Anden halvleg blev indledt med et statement. Seks sekunder inde i halvlegen scorede Danmark, og herfra ændrede kampen karakter. Mads Hoxer fandt Lukas Jørgensen i det tomme mål, Simon Pytlick fortsatte sin scoringsrække og kolliderede i én sekvens med målmanden, tog sig kortvarigt til struben, men fortsatte uden yderligere dramatik. Nordmakedonien forsøgte at sænke tempoet, men et langsomt angreb uden scoring efter 38 minutter udløste synlig frustration hos Nikolaj Jacobsen på sidelinjen.
Magnus Landin blev skiftet ind i pausen og kvitterede hurtigt med sin første scoring, og da Emil Nielsen kort efter leverede en spektakulær redning på et skud mod tomt mål, begyndte kampen for alvor at tippe. I samme sekvens opstod kaos med en voldsom nordmakedonsk tackling, publikum rasede, og Danmark brugte energien konstruktivt. Lasse Andersson scorede midt i larmen, Johan Hansen tryllede i overtallet, og Lukas Jørgensen satte endnu et punktum i tomt mål.
Det taktiske greb i forsvaret blev tydeligere som kampen skred frem. Magnus Saugstrup rykkede frem i en fremskudt position, og det gav Danmark mulighed for at bryde rytmen hos Nordmakedonien, der kortvarigt profiterede af lidt dansk sjusk, men aldrig fik fodfæste. Ved 31–21 tog Danmark timeout med godt otte minutter igen, og her var kampen reelt afgjort. Simon Pytlick scorede sit niende mål kort forinden og blev tydeligt udpeget som kampens spiller, og i slutfasen fik også debutanten Mads Svane spilletid.
Kevin Møller kom ind på mål og åbnede med en redning, Magnus Saugstrup markerede sig igen fra stregen, og selv om Magnus Landin brændte et straffekast flere meter forbi målet, ændrede det ikke kampens retning. Mathias Gidsel fik sågar tidlig fyraften, inden han alligevel nåede at score endnu en gang på kontra, før Nordmakedonien tog timeout med halvandet minut igen. Det sidste danske mål blev også sat ind af Gidsel, selv om udsynet for pressen på det tidspunkt var begrænset af stående tilskuere.
36–24 blev slutresultatet i en kamp, hvor Danmark langsomt, men sikkert fik greb om alle kampens facetter. Simon Pytlick sluttede som topscorer med ni mål, Mathias Gidsel fulgte efter med otte, og Emil Nielsen leverede ti redninger på 28 afslutninger. Sejren giver Danmark en solid åbning på EM, inden næste opgave venter lørdag klokken 20.30 mod Rumænien, hvor kravene til stabilitet og disciplin næppe bliver mindre.
Danmark tager hul på EM-slutrunden, hvor Danmark jagter det ørste EM-trofæ siden 2012. AVISEN er til stede i Jyske Bank Boxen, hvor vi liveopdaterer fra opgøret.
EM begynder i dag for Danmark, men for landstræner handler det ikke om løfter om guld, men om overblik. På pressemødet forud for åbningskampen mod Nordmakedonien gør landstræner Nikolaj Jacobsen status – med ro, erfaring og blik for det uforudsete.
Det var dagen før dagen, hvor det går løs. Men der var stadig tid til at sidde ned.
Nikolaj Jacobsen har taget plads i en sofa på Herning Kongrescenter, omgivet af den skrivende danske presse. Notesbøgerne er åbne, optagerne kører, og spørgsmålene kommer i et tempo, der vidner om, at ventetiden snart er forbi. Fredag indleder Danmark EM mod Nordmakedonien. Torsdag handler det om status og overblik.
Der er ingen dramatik i landstrænerens fremtoning. Ingen behov for at skrue forventningerne op eller ned. Slutrunden står for døren, men pressemødet er præget af nøgternhed. Det handler om, hvor holdet står – ikke om, hvor det skal ende. For Jacobsen begynder det helt konkret. Med truppen.
»Nej, altså som det ser ud nu, så har jeg 19 mand til rådighed i morgen. Så alt er godt.«
Det er et svar uden forbehold. Ingen skader, ingen spillere, der skal skånes. Samtalen bevæger sig videre til rammerne omkring pressemødet og de elektroniske seancer, som denne gang er skåret fra. En ændring, Jacobsen længe har ønsket.
»Ja, det har jeg kæmpet for i mange år. Jeg er lidt træt af at sidde og holde et, hvor der ikke sidder nogen mennesker alligevel. Jeg ved godt, at det også går ud på nettet og sådan noget, men nej, det synes jeg er rigtig fint.«
Det er ikke et personligt korstog, understreger han.
»Mange har i mange år prøvet at spørge lidt ind til, hvorfor vi holder dem, når der ikke sidder nogen mennesker. Jeg er ret sikker på, at det ikke kun er mig.«
Sportsligt er der ikke tale om store greb i de sidste dage op mod EM. Fokus har været på detaljerne og på modstanderen i åbningskampen.
»Nej, finpudsning, og så selvfølgelig også kigge lidt på, hvad det er, Makedonien kommer med, og forberede os lidt på det. Både offensivt og defensivt. Det er det, vi har brugt træningerne på.«
Der er ikke blevet indført nye systemer i sidste øjeblik.
»Nej, jeg tror ikke, det giver mening for mig. Det er nede i småting, så det tror jeg ikke. Det bliver alligevel for teknisk.«
Erfaringerne fra sidste slutrunde – hvor Danmark blev ramt af sygdom op mod finalen – er svære at bruge konstruktivt i forberedelsen. Man kan tage sine forholdsregler, men ikke mere end det.
»Nej, nu er vi også på et dansk hotel og vant til den mad, så nej, det gør vi ikke. Spillerne passer selvfølgelig på og får deres vitaminpiller og sådan noget, men ellers er det jo ikke noget, du kan gardere dig imod. Man prøver selvfølgelig at passe på så godt, man nu kan.«
For anden slutrunde i træk kan Emil Nielsen blive far midt under turneringen. Her er prioriteringen klar, også selv om det kan få sportslige konsekvenser.
»Jeg vil sige, at der findes værre udfordringer. Det er jo en stor ting for Emil og hans familie. Aftalen er, at når der sker noget, så skal han bare smutte. Der er trods alt også ting, der er vigtigere end et EM i håndbold.«
Der er ingen fast nødplan klar.
»Nej, men jeg kalder ikke nogen ind. Emil er så dedikeret, og så tager han jo hjem til fødslen, og så må vi se, hvordan tingene udvikler sig. Det løser vi hen ad vejen. Det plejer vi at være dygtige til.«
Selv for en rutineret landstræner er der altid en særlig spænding forbundet med den første kamp. Ikke nervøsitet, men usikkerheden ved at se, om træningsarbejdet holder.
»Man er jo lidt spændt her også på den første kamp. Hvor står man lige henne? Nogle af de ting, man har trænet på – hvordan ser det ud? Og så er det jo slutrunde på hjemmebane, og det skaber selvfølgelig lidt mere spænding i kroppen.«
Testkampene har givet et positivt indtryk, og den overordnede fornemmelse er god.
»Jeg synes, vi har haft to fine testkampe, og træningerne har også set godt ud. Vi ved, at vi skal ind og spille i en fantastisk hal med en fantastisk opbakning, som er med til at drive os fremad. Så på den måde har jeg egentlig okay ro i maven.«
De taktiske justeringer, der har været synlige i testkampene, handler blandt andet om rytme og fleksibilitet i angrebsspillet.
»Det giver en anden rytme. Mange midterforsvarere er vant til, at det er to højrehænder, der kommer i midten, så det giver noget andet. Det gør også, at vi kan gøre spillet lidt bredere, og at vi kan få Mathias noget mere ind i midten, hvor han jo også er rigtig dygtig.«
Fleksibiliteten handler også om alternativer.
»Det er klart, at den model skal vi også kunne. Det er fint at have Hoxer som alternativ, også hvis Niklas skulle have en dårlig dag, eller der skulle ske et eller andet.«
Som favorit er Danmark forberedt på, at modstanderen kan finde på at prøve utraditionelle løsninger i åbningskampen.
»Jeg forventer jo, at nogle af de hold, hvor vi er store favoritter, vil prøve ting af. De har alt at vinde og intet at tabe. Så vi prøver at forberede os så meget som overhovedet muligt.«
Det gør forberedelsen mere kompleks.
»Ja, lidt gør det. Man er nødt til selv også at være lidt forudseende i de ting.«
Mulighederne er mange.
»Det kan være noget med at skygge Mathias, følge ham på banen. De kan gå op i offensivt forsvar, mandsopdække begge to eller hvad det nu kan være.«
Resten finder man først ud af, når kampen begynder.
»Det finder vi ud af i morgen. I starten skal man lige føle hinanden lidt an, og så plejer vi at få løst tingene. Det regner jeg også med, at vi gør.«
Fredag rykker Danmark ind i Jyske Bank Boxen. Sofaen i Herning Kongrescenter er forladt, notaterne skrevet færdige. Tilbage er kun det, som ikke kan forberedes fuldt ud på forhånd: kampen selv.
Dagen før EM-åbningskampen mod Nordmakedonien taler det danske herrelandshold ikke om nervøsitet, men om ansvar, justeringer og det, der er lært undervejs. For Mathias Gidsel handler starten på slutrunden mindre om fornyelse og mere om at være klar til det, der venter.
Der er noget karakteristisk ved dagen før et mesterskab. Ikke spændingen i sig selv, men den måde, spændingen holdes i ave. Torsdagens pressemøde med det danske herrelandshold foregår uden store armbevægelser, men heller ikke uden alvor. EM begynder fredag mod Nordmakedonien, og rammen for åbningskampen bliver Jyske Bank Boxen. Det er her, forventningerne samler sig. Men endnu er det stadig muligt at tale om processen frem for resultatet.
For Mathias Gidsel handler det ikke om at dæmpe forventningerne, men om at markere overgangen. Fra forberedelse til virkelighed. Fra træning til turnering. Det er tydeligt, at netop det skifte har været længe ventet.
»Jeg glæder mig meget. Nu er vi endelig færdige med de forberedende uger, som har været lidt tunge, synes jeg, til sidst her. Vi bliver ved med at øve og øve og øve og gøre os så gode som muligt, før vi starter her i morgen i boksen. Så jeg tænker, både hele landsholdet og jeg er også klar til en oplevelse, der ligger og venter os.«
Forberedelserne har ifølge Gidsel ikke handlet om at opfinde landsholdet på ny, men om at flytte det en smule. Om at tage erfaringerne med videre og justere der, hvor det giver mening. Det er en tilgang, der peger på kontinuitet snarere end brud.
»Vi har selvfølgelig lært lidt fra sidste slutrunde, og så synes jeg faktisk, at vi er kommet med rigtig mange nye ting, spændende ting. Og ikke fordi jeg siger, at vi er et helt nyt landshold, der kommer til at spille helt anderledes, men jeg synes, vi har mange små ting, vi har øvet, og som forhåbentlig både kan være lidt på forkant med de problemer, vi nok kommer til at møde under EM, men også at vi bliver ved med at udvikle os som hold og som spillere individuelt.«
Et af de steder, hvor udviklingen konkret kan aflæses, er i de taktiske justeringer i bagkæden. Gidsels rolle er blevet mere fleksibel, og det er ikke tilfældigt. Det er et greb, der både handler om at udnytte hans styrker bedre og om at gøre holdet sværere at læse.
»Det betyder med Hoxer her nu på højre back og også Kirkeløkke, at vi kan få mig lidt mere ind i situationerne i midten og få brugt mine spidskompetencer lidt mere bredt.«
Justeringen er samtidig et svar på det forsvarsspil, Danmark ofte møder – og som allerede ventes i åbningskampen. Når modstanderne skubber højt ud på backsene, har det tidligere givet udfordringer. Det er netop dem, man forsøger at tage højde for.
»Så vi kan måske komme lidt, det møder vi også mod Nordmakedonien allerede i morgen, nogle offensive backs, og så kan vi få lov til at angribe lidt mere på midten, i stedet for de problemer, vi egentlig har mødt, når backsene går meget højt på os ude på højre og venstre back.«
Blandt de nye taktiske elementer er også et system, der internt går under navnet Eisenach. Det er ikke et kosmetisk greb, men et strukturelt valg, der ændrer dynamikken i angrebsspillet og placerer spillerne i større rum.
»Det er også sådan lidt et fire-bagspillersystem for os. Det er en måde, vi trækker en stressspiller ud af midten, og vi fjerner en spiller inden for forsvaret. Det er også en helt ny ting for dansk landshold, og det kommer vi helt sikkert også til at spille, en måde at få folk lukket lidt mere ud og stå i lidt større rum omkring os.«
Selv om meget af pressemødet kredser om detaljer og systemer, vender samtalen flere gange tilbage til rammerne omkring turneringen. At spille EM på hjemmebane er ikke noget, Gidsel omtaler let. Det er snarere en konstatering af, hvad opbakningen betyder, når presset stiger.
»Jeg tror, det betyder meget. Jeg tror, alle folk, der så sidste slutrunde, kan jo godt se, hvor meget rygvind vi får, når vi spiller i boksen på hjemmebane. En unik opbakning og en fantastisk arena, der blev bygget op til håndbold. Så at vi nu skal have det hele vejen frem mod en finale, det betyder selvfølgelig utrolig meget for os.«
Pressemødet bevæger sig også et øjeblik væk fra det kommende EM og hen mod den dokumentar om dansk herrehåndbold, der for nylig havde premiere. For Gidsel blev den ikke bare et tilbageblik, men en påmindelse om, at nutidens stabilitet hviler på en mere ujævn fortid.
»Jeg synes, den var god. For første gang var det lidt en aha-oplevelse for mig at møde nogle af de gamle legender og forstå lidt deres historie med dansk landsholdshistorie. Jeg er jo vokset op i en alder, hvor vi næsten har spillet finaler, hver gang jeg har været med.«
Særligt mødet med Lars Christiansen står tilbage som mere end en symbolsk scene. Samtalen kredser om ansvar – ikke som et abstrakt begreb, men som noget, der konkret skal bæres i afgørende øjeblikke.
»Det, der var sat op, var jo lidt det her med at bære et ansvar. Ikke nødvendigvis for en hel nation, men for de mange, der går op i håndbold i Danmark. Lars stod med et stort ansvar dengang, blandt andet med afgørende straffekast, og det er også noget af det ansvar, jeg prøver at tage på mig nu.«
Ansvar forstås ikke som fejlfrihed, men som villighed. Som det at stå frem, også når konsekvenserne er tydelige.
»Der skal være nogen, der går forrest og tager det ansvar. Ikke at flygte af frygt for konsekvenserne.«
Da snakken til sidst falder på rekorder og individuelle milepæle, bliver prioriteringen klar. Det personlige træder i baggrunden for det fælles mål.
»Det overskyggende mål nu, det er at blive europamester. Rekorder må komme på et andet tidspunkt. Fokus er på den kollektive succes.«
Fredag begynder EM. Ikke som et løfte om fornyelse, men som endnu en prøve i et landshold, der har lært, at kontinuitet ikke er fravær af forandring – men evnen til at justere uden at miste sig selv.
Der findes koncerter, man bør opleve, og så findes der koncerter, man er nødt til at opleve, hvis man nogensinde har haft hjertet parkeret i Beach Boys-universet. Hyldestkoncerten til Brian Wilson i DR Koncertsalen 14-01-2026, hørte klart til den sidste kategori. De indledende ord fra artisterne var, dette er musik man virkelig skal øve sig på og til, bemærk. udtalt fra nogle af Danmarks bedste musikere.
Dette er en anmeldelse i den nørdede ende af skalaen. Læser du med hele vejen, er du enten dedikeret Brian Wilson-entusiast – eller har i det mindste et blødt punkt for Beach Boys-universet. Jeg kalder mig gerne selvudnævnt ekspert på området. Min første koncert med de originale Beach Boys oplevede jeg i Anaheim i 1970’erne, syd for Los Angeles – midt i det sydcaliforniske musik- og surfmiljø, som også var en afgørende kulisse for Beach Boys-æraen. Siden har jeg set dem i utallige konstellationer. Jeg har endda selv forsøgt mig med deres musik – mindre succesfuldt – og overlader derfor trygt opgaven til de langt mere musikalsk begavede.
Denne aften var langt mere end et nostalgisk gensyn. Den var levende, nærværende og musikalsk overbevisende. Numrene fik lov at ånde, og kompleksiteten i Wilsons kompositioner stod klart frem uden at blive akademisk. Det var musik spillet med respekt –uden museumsglas. De vokale præstationer bar koncerten sikkert igennem. Harmonierne – selve rygraden i Brian Wilsons musik – sad imponerende rent og præcist, men vigtigst af alt med følelse: varme, sårbarhed og overskud, som fik selv de mest velkendte sange til at fremstå friske.
Aftenens klare vokale højdepunkt kom allerede i åbningsnummeret “Don’t Worry Baby”, hvor falsetten stod knivskarpt og rørende skrøbeligt, leveret af Randell Kirsch fra The Beach Boys’ originale touring-band. Et øjeblik, hvor tiden i salen nærmest stod stille. Lige så stærkt stod slutnummeret “God Only Knows”, hvor vokalen blev delt mellem solisterne og leveret med en inderlighed og tyngde, der gav sangen ny dybde uden at fjerne dens uskyld.
Instrumentalt var niveauet konsekvent højt. Særligt trommer og percussion fortjener ros. Musikken fra Pet Sounds- og Smile-perioderne er rytmisk alt andet end enkel – fuld af forskydninger, lag og subtile skift – og netop derfor så tilfredsstillende, når det lykkes til UG plus, med både præcision og musikalitet.
Repertoiret var klogt sammensat og spændte elegant fra de solbeskinnede og umiddelbart genkendelige hits som “Surfin’ USA” og “Good Vibrations” til de mere komplekse og følelsesmættede værker fra Pet Sounds og Smile, som for alvor cementerede Brian Wilson som visionær komponist. Overgangen mellem lethed og dybde fungerede forbilledligt.
Som helhed var koncerten en musikalsk helstøbt oplevelse. Den mindede os om, hvorfor Brian Wilsons musik stadig bevæger, stadig udfordrer – og stadig lyder som noget, der kunne være skrevet i morgen. En varm, overbevisende og dybt musikalsk hyldest, der kom så tæt på den ægte vare, som man realistisk kan forvente. Kort sagt: En koncert, der ramte både hjerte, hjerne og gehør. Man gik hjem en anelse mere forelsket i musikken, end da man kom.
Sangere & frontpersoner
Jacob Dinesen En stærk og umiddelbar vokalist med internationalt snit. Dinesen leverer rå nerve og energi, men bevægede sig enkelte steder lidt for frit i forhold til materialets skrøbelighed. En smule for meget sønderjysk temperament til netop dette repertoire.
Christian Hjelm Kendt fra Figurines og en solid solokarriere. Hjelm mestrer balancen mellem præcision og følelse, og hans vokalarbejde binder pophåndværk og elegance flot sammen. En virkelig stærk vokal indsats.
Patrick Dorgan Aftenens største vokale overraskelse – sammen med Hjelm. En markant stemme med dybde og varme, som gav arrangementerne tyngde og løftede de mere melankolske passager med autoritet og ro, man sjældent hører i dansk popmusik.
Kira Skov En af dansk musiks mest alsidige stemmer. Skov tilfører modenhed, nerve og et strejf af jazzet frihed, som klæder Wilsons komplekse harmonier overraskende godt. I ét nummer blev indgangen lidt usikker – påstår denne nørd – men helhedsindtrykket var stærkt.
Darian Sahanaja (special guest) En central figur i Brian Wilsons univers. Som sanger, keyboardist og arrangør – og som nøglemanden bag færdiggørelsen af Smile – er Sahanaja ikke blot gæst, men bærende kulturarv.
Randell Kirsch (special guest) Veteran fra The Beach Boys’ live-lineup. Kirsch er sanger, guitarist og bassist, og hans lead falset og backing-vokal matcher Brian Wilson-æraens lyd fra 1963-69 næsten skræmmende præcist. Sceneerfaringen giver koncerten autenticitet og historisk tyngde. Når Mike Love siger tak til ham, lytter man.
Bandet
Troels Skjærbæk – bas & kor (med markant bass vokal og stor stabilitet) Lars Skjærbæk – guitar & kor Mikkel Damgaard – guitar / tangenter Palle Hjorth – keyboard / klaver Søren Koch – guitar / backing Mads Andersen – trommer / percussion
Et rutineret og musikalsk overskudsstærkt backingband, der forstår disciplinen i Brian Wilsons lagdelte univers og med et musikask CV i topklasse.
Lyd, rum og helhed:
Som danskere kan vi være stolte af at have musikere i en kaliber, der kan løfte en så krævende og tung opgave. Kombinationen af dette ensemble og DR Koncertsalens fremragende akustik var i sig selv optimal. Rummet understøtter harmonier, dynamik og detaljegrad på et niveau, man sjældent hører uden for klassiske opsætninger.
Min faglige – og kærlige – anke: Lydmanden burde have haft en skarpere vokalseparation. Når man arbejder med Wilson-harmonier, er stemmerne ikke pynt – de er musikken. Her røg lidt for meget sammen i midten. Det var godt. Det kunne have været sublimt.
Vi andre kan kun drømme om at spille med den elite. Men nogen skal jo også sidde og lytte, skrive – og være lidt kloge bagefter.
Vejdirektoratet advarer onsdag morgen om risiko for glatte veje flere steder i landet.
Ifølge en særmelding er vejtemperaturen fortsat under frysepunktet mange steder, hvilket øger risikoen for glatføre. Trafikanter opfordres derfor til at sænke hastigheden, holde god afstand og være ekstra opmærksomme under kørslen.
Advarslen gælder særligt ved skovstrækninger, i lavtliggende områder samt på og under broer, hvor glatte forhold kan opstå hurtigt.
Vejdirektoratet opfordrer bilister til at orientere sig om de aktuelle vej- og vejrforhold, inden de kører ud, og til at følge de generelle råd for kørsel i vintervejr.
Det begyndte som et jubilæumsår, men endte som noget langt større. Ifølge administrerende direktør Rune Rasmussen blev 2025 ikke blot ADP’s bedste år økonomisk. Det blev året, hvor havneselskabet for alvor trådte ind i en ny rolle som national infrastrukturaktør med internationalt udsyn, nye investeringer og en containerstrategi, der skal løfte både Fredericia og resten af porteføljen.
Der er ro over Rune Rasmussen, når han sætter sig til interviewet. Stemmen er afdæmpet, formuleringerne præcise, og der er både smil og overskud i svarene. Det er den samme rolige tilgang, der ofte kendetegner ADP’s administrerende direktør udadtil. Men bag den kontrollerede fremtoning gemmer der sig et år, som har været alt andet end stille. 2025 har været præget af beslutninger i højt tempo, store strukturelle forandringer og en række milepæle, der normalt ville være fordelt over flere år. Som han selv formulerer det: der har været fuld smadder på.
Da spørgsmålet falder på, hvordan 2025 tog sig ud fra direktørkontoret i ADP, kommer svaret uden tøven og uden diplomatisk indpakning. »2025, det var eddermame et vildt år. Det var det vildeste år til dato. Det var jubilæumsår. Det økonomiske bedste år nogensinde,« siger Rune Rasmussen.
I hans opsummering ligger en række begivenheder, som hver for sig ville være markante overskrifter i et havneselskab. Samlet tegner de billedet af et år, der skiller sig ud. Et havnekøb. En færdiggjort havneudvidelse i Fredericia. Et tæt samarbejde om containerterminalen med Mærsk. Og en ny medejer, der følger med en kapitalrejsning, som i ADP’s optik handler om mere end penge. »Ny medejer i moderselskabet, stor kapitalrejsning, sikring af fremtiden. I bund og grund var 25 på alle mulige måder ikke kun det bedste år for ADP økonomisk, men formentlig også det vigtigste år nogensinde,« siger han.
Annonce
Et selskab, der har skiftet karakter
Når Rune Rasmussen spoler tiden tilbage, er det ikke for at romantisere fortiden, men for at vise, hvor hurtigt ADP har flyttet sig. Han knytter tilbageblikket til en intern milepæl, der siger noget om tempoet i forandringen. »Vi talte om det her til morgen. Vores driftsdirektør har 10 års jubilæum i dag. Så det er en god måde at kigge lidt tilbage på, for han har nemlig været med på hele turen,« siger han. Dengang var ADP ifølge direktøren et helt andet sted i markedet. »Da han startede var ADP den 11. største havn i Danmark og var egentlig ikke nogen særlig god forretning.«
I dag tegner han et billede af et selskab, der arbejder ud fra en større skala og et andet selvbillede. Ikke som lokal havn med lokale hensyn først, men som en virksomhed, der ser sig selv som en del af Danmarks samlede infrastruktur og dermed også af Danmarks evne til at handle med omverdenen. »I dag ser vi ind i et budgetår, hvor vi måske håber, vi tror på, hvis vi er dygtige, er den største havn i Danmark,« siger han.
Det handler ikke kun om volumen, men om robusthed og om at stå med flere ben plantet i virkeligheden, når markedet skifter. »Vi tjener vores penge på alle mulige forskellige måder, så virksomheden er mere stabil, solid og klar til fremtiden, og har kompetencer og kapital til nu at være den virksomhed, som ADP fortjener at være,« forklarer han. Samtidig understreger han, at forandringen rækker ud over regneark og nøgletal. »Det er ikke kun en lokal virksomhed, men en national virksomhed med et internationalt udsyn.«
Brookfield som milepæl og som signal
I løbet af 2024 fik ADP en ny medejer i form af den internationale infrastrukturinvestor Brookfield, og i fortællingen om 2025 bliver ejerskabet et tydeligt signal om næste fase. Rune Rasmussen beskriver ankomsten som noget, der rækker ud over kapital. »Ankomsten af Brookfield er jo selvfølgelig i sig selv en kæmpestor milepæl, og der er jo meget andet end kapital i det,« siger han.
Han sætter Brookfield ind i en længere læringskurve, hvor ADP tidligere har fået en professionel partner ind i Taulov-miljøet. »Der skete der jo også enormt mange gode ting fra ADP i det øjeblik PFA trådte ind ad døren i Taulov. Og det har vi jo trænet og øvet os og lært rigtig meget af PFA,« siger han. Brookfield bliver i den optik ikke et brud, men en fortsættelse på et højere niveau. »Brookfield er jo mere af det samme, bare mere internationalt og endnu større.«
Det afgørende er ifølge Rune Rasmussen, at ejere og ledelse grundlæggende vil det samme. »Vi vil gerne drive en sund, god, langsigtet forretning, som kommer alle ejerne til gode. Og det gør man bedst ved at være professionel og have et udsyn internationalt,« siger han og knytter det direkte til Danmarks økonomi. »Danmark lever af eksport og import, og skal blive ved med at leve af eksport og import. Og desto mere vi kan være overbeviste om at levere de ydelser og produkter, der understøtter, at Danmark skal eksportere og importere. Desto bedre er det for Danmark, og desto bedre er det for vores ejere herhjemme.«
Nyborg i fremgang, Hanstholm i opbygning
Når blikket flyttes fra Fredericia til ADP’s øvrige havne, står det klart, at 2025 ikke kun blev et Fredericia-år. Nyborg får direkte ros og et markant superlativ. »Nyborg er det bedste år nogensinde i de 20 år plus, som ADP har ejet Nyborg,« siger Rune Rasmussen. Han beskriver en havn, der i praksis er tæt på fuldt udnyttet. »Nyborg er mere eller mindre en udsolgt havn. Der er kommet mange nye kunder til, høj godsomsætning.«
Succesen rejser samtidig nye spørgsmål. »Når kapaciteten nærmer sig grænsen, begynder diskussionen om næste skridt. Det er jo selvfølgelig også derfor, at i 2025 der blev i gang sat tankerne om potentiel havneudvidelse i Nyborg, som vi helt sikkert kommer til at snakke mere om i 2026 sammen med Nyborg Kommune og borgerne i Nyborg,« siger han. For Nyborg bliver 2025 dermed både status og start. »Så en stor kvalitetsstempel på Nyborg Havn i 2025,« lyder det.
Hvor Nyborg fremstår som en havn i drift og med momentum, er Hanstholm en anden disciplin. Her handler 2025 mindre om at trykke på speederen og mere om at få greb om maskinrummet, relationerne og det lokale økosystem, før man for alvor kan bygge forretning ovenpå. ADP overtog Hanstholm 1. august, og ifølge Rune Rasmussen blev resten af året brugt på at få hænderne ned i virkeligheden og forstå, hvad det er for et sted, man har fået ansvaret for. »Hanstholm overtog tøjlerne 1. august og har brugt 25 på flere ting, men først og fremmest selvfølgelig at lære folk, kunder, mennesker og ejerne rigtig godt at kende,« siger han.
Han beskriver en havn og en egn med stærk identitet og stor lokal opbakning, men han pakker ikke udfordringen ind. Potentiale er noget, der skal omsættes, og det kræver både timing, volumen og et marked, der kan bære nye aktiviteter. »Det er jo nogle skønne mennesker, og Thy er dejlige, og det er Hanstholm Havn også. Men det er også en bekræftelse af, at fundamentet og potentialet er der. Men det kommer ikke af sig selv.«
For ADP bliver opgaven derfor at få sat nye forretningsstrømme ind i en havn, der ikke automatisk fylder sig selv. Det er her, Hanstholm adskiller sig fra de havne, hvor kapacitetsudfordringen er den primære hovedpine. »Det bliver hårdt arbejde at få fyldt noget ny forretning ind i maskinen deroppe,« siger han. Lykkes det, vurderer han, at effekten rækker længere end ADP’s egen bundlinje. »Lykkes vi med det, hvilket vi tror på, så bliver det både en god forretning, men det bliver også et stort aktiv for regionen deroppe.«
Flere havne som strategi, nu med bedre timing
Spørgsmålet om flere havne har altid ligget som en understrøm i fortællingen om ADP. Allerede navnet Associated Danish Ports peger på en idé om fællesskab, skala og sammenhæng på tværs af geografi – en ambition, der i perioder har været mere vision end virkelighed. Alligevel er det et spor, der igen melder sig, denne gang med større realisme og et andet afsæt end tidligere. Rune Rasmussen præsenterer ingen færdig plan eller konkrete navne, men giver en åben vurdering af sandsynligheden og begynder med at sende en anerkendelse tilbage til den oprindelige konstruktion. »Jeg synes jo, at den måde, ADP var født på, der var man jo foran sin tid,« siger han.
Han peger samtidig på, at der tidligere har været bevægelse tættere på målstregen, end mange tror. »Jeg tror, man har været tættere på, både i Uffe Steiner Jensens og Jens Peters tid, tættere på, end vi lige går og tror, og lykkes med det nogle gange.« At det ikke blev til mere dengang, forklarer han med politisk timing og vilje i de kommuner, der skulle have sagt ja. »Tiden var en anden, og det politiske mod andre steder var måske heller ikke helt til stede. Timingen var måske ikke helt den rigtige.«
I dag mener han, at både marked og rammer har flyttet sig. Havne- og logistikverdenen er blevet mere kapitaltung, mere reguleret og mere konkurrencepræget, og derfor står argumentet for større, mere professionelle enheder stærkere. »Der lever vi i en anden tid nu, hvor der måske også er nogle ting, der er blevet modnet i mellemtiden, som gør, at jeg tror på sandsynligheden for, at vi lykkes med flere havne i de næste år, de næste 5-10 år er væsentligt større.« Og det er ikke blot en løs tanke, understreger han. Det er et strategisk spor, der allerede ligger på bordet i ejer- og partnerkredsen. »Det er faktisk noget vi bruger tid på, også med Brookfield og vores ejere.«
Annonce
Når han samler trådene, bliver pointen, at ADP igen kan komme til at leve mere fuldt op til sit navn, men ikke som en hurtig ekspansion, men som en langsigtet konsolidering. »Det tror jeg på, at Associated Danish Ports bliver endnu mere berettiget, også i navnet, i fremtiden, end det har været.«
Diversifikation som det stærke ben – og den nøgterne grønne virkelighed
Når Rune Rasmussen forklarer, hvorfor ADP står stabilt, selv når markedet skifter, lander han på en enkel forretningslogik. ADP er ikke låst fast i én indtægtskilde eller én konjunktur. Styrken ligger i blandingen. »Både historisk set, og når vi kigger ud i fremtiden, så har ADP altid performet godt på tværs af konjunkturer.« Der har været downperioder, erkender han, men diversifikationen gør, at virksomheden kan flytte tyngden fra ét ben til et andet. »Fundamentalt er den helt store fordel, at forretningen er så diversificeret.«
I gode logistikår har Taulov Dry Port og beliggenheden været en motor. I andre tider har de mere klassiske bulk-aktiviteter taget over. »Vi har haft nogle år, hvor logistik i verden har været all time high. Jamen der har vi lukreret hårdt på Taulov Dry Port og vores beliggenhed. Andre perioder, der har det været den faste bulk, der har taget over, når olien har været faldende.« Og så er der det nye vækstben, som skal løfte endnu mere i de kommende år. »I de senere år og i de kommende år har vi en containerterminal, som er i kæmpe vækst og understøtter hele regionen helt vildt. Så det er forskelligheden i forretningen, der er vores allerstærkeste ben sammen med beliggenhederne.«
Netop fordi forretningen står på flere ben, anlægger Rune Rasmussen en mere ædruelig tone, når han taler om den grønne omstilling. Her blev 2025 ikke året, hvor udviklingen leverede på ambitionerne. »Jeg synes 2025 har været for den grønne omstilling et meget svært år.« Han peger på, at de politiske mål er under pres. »Så Danmarks 2030-mål hænger i en tynd tråd.« Og han nævner flere konkrete spor, der ikke udviklede sig som håbet. »Der var 2025 ikke det år, vi havde håbet på for brintrøret. Det var jo heller ikke det år, vi havde håbet på for CCS, heller ikke for Ørsted. Ørsted havde store problemer.«
Alligevel er han ikke i tvivl om retningen. Det er tidshorisonten og tempoet, der må justeres, så investeringer og løsninger igen hviler på det, han kalder rationalet. »Vi er meget fortrøstningsfulde, hvis vi kigger lidt længere ud i tid. Hvor vi måske også skal erkende, at vi har været igennem en meget forceret periode for den grønne omstilling, hvor rationalet og fornuften ikke nødvendigvis har sejret.« Derfor flytter han også fokus væk fra de nærmeste deadlines. »Det er ikke sikkert, at det er 2030-målene, vi skal have så meget fokus på. Det kan godt være, det er 2040-målene, vi skal have fokus på.«
Rune Rasmussen arbejder også for at få ændret den nuværende havnelov. Det gør han blandt hos organisationen, Danske Havne, hvor han er næstformand.
Havneloven som flaskehals
På reguleringssiden er Rune Rasmussen lige så ligefrem. 2025 var et år med geopolitik og regulering på tværs af sektorer – men ikke dér, hvor havnene har ventet. »2025 vil som noget have været geopolitikkens år, reguleringens år for alle sektorer, inklusiv havnene. Bare ikke på havneloven,« siger han og låner et billede fra cykelsporten. »Havneloven den står plantet som en træ i harpiks.«
For Fredericia er det ifølge direktøren ikke en teknisk detalje, men et spørgsmål om rammerne for elektrificering og grønne investeringer. »Der skete ikke det, der skulle i 2025, og vi håber og tror på, at 2026 bliver året. Det er noget, vi bruger meget tid på.«
2026 som eksekvering, høst og geopolitisk risiko
Efter milepælene i 2025 bliver 2026 året, hvor tingene skal sætte sig. Brookfield skal integreres, investeringerne skal give afkast, og næste kapitel skal forberedes. »Vi skal have Brookfield godt og grundigt implementeret på den gode måde i butikken. Det er vi i fuld gang med. Det går rigtig godt.« Men forventningen er ikke til at misforstå. »Der er en masse investeringer, der er foretaget, som vi skal vise, at vi kan tjene de penge på, vi har regnet med.«
Taulov nævnes som et sted, hvor næste runde kan blive sat i gang. »Vi skal til at bygge i Taulov igen, formentlig. Taulov skal også videre til det næste.«
Samtidig holder han døren åben for den risiko, som altid følger med transport og logistik i en urolig verden. »I 2026 med den flanke åben, at det kan godt have nogle ikke uvæsentlige negative betydninger for transport og logistikkens verden.« Han peger på, at geopolitikken kan ramme direkte ind i godsmængderne. »Kommer der nogle situationer ude på markedet, som følger geopolitikken, der kan sætte sig i godsmængderne, det er der en risiko for. Og sker det, så vil ADP også blive ramt negativt.« Alligevel er det i den konstante forandring, han mener, at infrastrukturselskaber skal kunne holde kurs. »Forandringen er konstant. Hvis ikke det er corona, hvis ikke det er den ene krig, så er det den anden krig.« Og han afrunder med den opgave, han ser som ADP’s kerne. »Der er det jo som infrastrukturvirksomhed vores forbistrede opgave at kunne navigere i det og sørge for at både kunne vækste og holde åbent uanset hvilket scenarie det må være. Og det er da spændende og udfordrende.«
Der følger et særligt ansvar med at blive valgt ind i et byråd. Det ansvar stopper ikke ved byrådssalen. Tværtimod. For mange folkevalgte fortsætter deres mandat ind i bestyrelseslokaler, repræsentantskaber, selvejende institutioner og selskaber, hvor kommunen har udpegningsret.
Her sidder de ikke som private personer. De sidder ikke som venner. Og de sidder ikke som loyale medspillere for ledelsen. De sidder der som folkevalgte. På vegne af kommunen. På vegne af borgerne.
Det er en rolle, der alt for ofte bliver misforstået.
Når en politiker indtræder i en bestyrelse som kommunens repræsentant – eller som observatør – er det ikke for at blive en del af driften. Det er heller ikke for at sikre ro, harmoni eller interne hensyn. Rollen er grundlæggende demokratisk: at føre tilsyn, stille spørgsmål og sikre, at offentlige midler, værdier og formål forvaltes korrekt.
En observatør er ikke en passiv gæst. En bestyrelsesrepræsentant er ikke en medunderskriver på stilhed.
Tværtimod.
Alt for ofte ser man folkevalgte, der sætter sig til rette i bestyrelseslokalet, tager imod kaffen, spiser smørrebrødet og glider ind i møderne som tilskuere snarere end vagthunde. De nikker, lytter og lader dagsordenen passere, uden at stille det mest grundlæggende spørgsmål af alle: Hvad har vi faktisk lavet siden sidst? Hvilke beslutninger er truffet? Hvilke penge er brugt? Og hvilke risici er opstået? Hvor skal vi hen? Hvilke muligheder er der? I stedet for at udfordre direktøren og formanden på fremdrift, retning og ansvar, bliver rollen reduceret til selskabelighed. Men den folkevalgte sidder ikke dér for stemningens skyld. Man er ikke udpeget for at være nem at have med at gøre. Man er udpeget for at repræsentere borgerne – også når det kræver, at man stiller de spørgsmål, der kan få kaffen til at smage lidt bittert.
Den folkevalgte i bestyrelsen er borgernes øjne og ører. Den, der skal turde spørge, også når spørgsmålene er ubehagelige. Den, der skal sige fra, også når det forstyrrer den gode stemning. Den, der skal huske, at loyaliteten ikke ligger overfor direktøren, formanden eller institutionen – men overfor offentligheden.
Det er her, det ofte går galt.
For når folkevalgte begynder at tale om “arbejdsro” i bestyrelser, når de undlader at rejse kritik af hensyn til relationer, eller når de forsvarer beslutninger, de reelt ikke kan forklare i det offentlige rum, er rollen allerede gledet. Så er den folkevalgte ikke længere vagthund. Så er vedkommende blevet medforvalter af tavshed.
Det er måske ikke ulovligt. Men det er problematisk.
For kommunale bestyrelsesposter er ikke belønninger. De er tillidshverv. Og tillid forpligter. Ikke til stilhed, men til ansvarlighed. Ikke til loyalitet opad, men til gennemsigtighed udad.
Det gælder uanset, om der er tale om en erhvervsdrivende fond, et forsyningsselskab, en kulturinstitution eller et udviklingsselskab. Offentlig indflydelse kræver offentlig forklaring. Og offentlig forklaring kræver mod.
Særligt rollen som observatør bliver ofte misforstået. Observatøren har måske ikke stemmeret, men har netop derfor en friere position. En observatør er der for at se, notere og reagere – ikke for at tie. Hvis observatøren kun observerer i stilhed, svigter vedkommende sit mandat.
Når folkevalgte efterfølgende siger “det kan jeg ikke udtale mig om” eller “det foregik i bestyrelsen”, bør alarmklokkerne ringe. For netop dér begynder demokratiet at blive reduceret til formalitet i stedet for praksis.
Det er ikke altid nemt at være den, der stiller spørgsmålene. Det kan koste relationer. Det kan koste popularitet. Men det er prisen for at være folkevalgt. Man bliver ikke valgt for at være bekvem. Man bliver valgt for at tage ansvar.
At være folkevalgt stopper ikke, når man træder ind i bestyrelseslokalet. Det er ofte dér, det begynder.
Hvis borgerne ikke kan stole på, at deres repræsentanter også repræsenterer dem dér, hvor beslutningerne træffes uden for offentlighedens søgelys, mister det kommunale demokrati sin dybde.
