Danmark er kommet under pres med det uventede nederlag til Portugal. Men nu gælder det mellemrunden, hvor Frankrig venter i den første kamp. Følg, hvordan det går Nikolaj Jacobsen live i tekst på AVISEN.
Indkaldt stregspiller sendes hjem igen
Danmark må fortsat undvære ekstra dækning på stregspilspositionen ved EM. Den indkaldte stregspiller Andreas Magaard kommer alligevel ikke i aktion og rejser nu hjem til sin klub HSV Hamburg.
Efter Lukas Jørgensen pådrog sig en alvorlig korsbåndsskade, ønskede landstræner Nikolaj Jacobsen at forstærke truppen på stregen. Baggrunden var blandt andet, at Emil Bergholt’s kæreste står over for en snarlig fødsel, hvilket kunne have skabt behov for ekstra gardering.
Derfor blev der taget kontakt til de to resterende stregspillere i bruttotruppen, Andreas Magaard og Frederik Ladefoged fra Dinamo București.
Frederik Ladefoged er imidlertid ramt af en lårskade og var dermed ukampdygtig. Andreas Magaard har døjet med knæproblemer, men blev indkaldt med henblik på en nærmere undersøgelse.
Efterfølgende har landsholdets sundhedsstab – i dialog med HSV Hamburg – vurderet, at det mest forsvarlige er, at Andreas Magaard ikke deltager i EM.
»Vi var fuldt ud bevidste om, at vi tog en chance ved at skrive Andreas ind i truppen, fordi der var en risiko for, at han ikke kunne spille. Men den afklaring kunne vi først få efter deadline for at skrive ham ind i truppen til kampen i aften,« siger Morten Henriksen, sportschef i DanskHåndbold.
Han lægger ikke skjul på skuffelsen, men understreger hensynet til spilleren.
»Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi ikke kan bruge Andreas til EM på både hans og holdets vegne. Men vi er nødt til at tage hensyn til hans helbred og til hans klub Hamburg,« siger Morten Henriksen.
Landstræner Nikolaj Jacobsen har fortsat mulighed for at foretage én yderligere udskiftning i truppen under mellemrunden og kan desuden tilføje en 20. spiller, hvis der opstår behov.
Den danske EM-trup fortsætter dermed turneringen uden yderligere forstærkning på stregpositionen for nu.
Når håndbolden rammes af verdenspolitikken
Invitationen var sportsligt velbegrundet og længe planlagt. Alligevel har verdenssituationen givet DanskHåndbolds valg af USA som gæstehold i Golden League en uventet politisk klangbund, der rækker langt ud over håndboldbanen.
Der er noget paradoksalt ved timing. Ikke i beslutningen i sig selv, men i den måde verden har forandret sig på, siden den blev truffet.
For få uger siden offentliggjorde DanskHåndbold, at USA er inviteret som gæstehold til martsudgaven af Golden League i Royal Arena. Et sportsligt greb, der i håndboldens egen logik giver god mening. Værtsnationen har serveretten, når der skal vælges et fjerde hold til turneringen, og valget faldt på et land, der målrettet forsøger at bygge et konkurrencedygtigt landshold frem mod OL på hjemmebane i 2028.
Set isoleret er der intet kontroversielt i det. Tværtimod. Håndbolden har i årevis kæmpet for at få fodfæste uden for Europa, og USA er det mest ambitiøse – og mest ressourcestærke – bud på et nyt marked. Projektet er langsigtet, velorganiseret og støttet af profiler fra sporten selv. Blandt andet har Mikkel Hansen engageret sig i arbejdet med at udvikle amerikansk håndbold, netop fordi OL i Los Angeles udgør en sjælden mulighed for at trække sporten ind i den globale bevidsthed.
Problemet er ikke håndbolden. Problemet er verden udenom.
Siden invitationen blev sendt, har USA på det politiske niveau placeret sig i en konfliktfyldt relation til store dele af Europa – ikke mindst Danmark – i spørgsmålet om Grønlands fremtid. Det er en konflikt, der rammer dybt i den danske selvforståelse og i rigsfællesskabets fundament. Senest har Lars Løkke Rasmussen været i Washington for at dæmpe gemytterne og forsøge at genetablere en mere konstruktiv dialog i en sag, der for alvor har sat sig i befolkningen.
I det lys kan det virke malplaceret, at USA kort tid efter står i København som inviteret gæst til en dansk turnering, flankeret af Danmark og Norge. Ikke fordi amerikanske håndboldspillere har noget ansvar for deres regerings udenrigspolitiske kurs, men fordi sport aldrig eksisterer i et politisk vakuum – uanset hvor ofte man forsøger at insistere på det modsatte.
Det er her paradokset opstår. På den ene side den klassiske sportslige forestilling om, at idrætten er et neutralt mødested, hvor relationer kan opbygges på tværs af konflikter. På den anden side en virkelighed, hvor symbolik og signalværdi vejer tungere end intentioner. Når USA træder ind i Royal Arena i marts, vil det ikke kun være som et hold under opbygning frem mod Sommer-OL 2028, men også som repræsentant for en stat, der aktuelt udfordrer Danmarks territoriale integritet i Grønland.
Det betyder ikke, at invitationen burde være trukket tilbage. Det ville i sig selv være en politisering af sporten, som næppe ville gavne nogen – mindst af alt håndbolden. Men det understreger, hvor vanskeligt det er at fastholde forestillingen om sport som et rent apolitisk rum, når verdensordenen er i bevægelse.
Golden League har traditionelt været en turnering, hvor Danmark tester nye konstellationer og giver publikum adgang til international topåndbold uden den tunge mesterskabskontekst. I marts bliver turneringen også et eksempel på, hvordan sportens beslutninger kan få en anden klangbund, end da de blev truffet. Ikke fordi nogen ønskede det, men fordi timingen har overhalet intentionen.
Måske er det netop her, sportens rolle skal forstås mere nuanceret. Ikke som et frirum fra politik, men som et spejl af den verden, den er en del af. At USA deltager i København, kan både læses som en fortsættelse af et ambitiøst udviklingsprojekt og som et påmindelse om, at relationer mellem lande altid er sammensatte – også når de udspiller sig på en håndboldbane.
Det er ikke håndboldlandsholdets ansvar at løse diplomatiske konflikter. Men det er heller ikke urimeligt, at publikum og omverden ser anderledes på kampen i marts, end de ville have gjort for et halvt år siden. I en tid, hvor geopolitiske spændinger siver ind i alle samfundets lag, bliver selv en tilsyneladende harmløs invitation til en venskabsturnering en del af en større fortælling.
Ikke som en skandale. Men som et tidstypisk paradoks.
Regionspolitiker vil se på ventetider for demenspatienter: »Det er ikke godt nok«
SUNDHED. Ventetiden for demensudredning i Region Syddanmark er markant længere end det, sundhedsloven giver borgerne ret til. Det erkender regionsrådsmedlem Susanne Eilersen, som peger på både kapacitet, implementering og tabu som forklaringer – og som et område, der nu skal have politisk opmærksomhed.
Ifølge de seneste tal er den gennemsnitlige ventetid fra udredning til demensdiagnose i Region Syddanmark 54 dage. Sundhedsloven fastslår ellers, at borgere som udgangspunkt har krav på udredning inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt.
»Det er ikke godt nok. Det bliver vi nødt til at kigge på,« siger Susanne Eilersen, der er valgt ind i regionsrådet for Dansk Folkeparti. Hun er samtidig 1. viceborgmester i Fredericia Kommune og medlem af Senior- og Sundhedsudvalget.
Hun understreger, at hun stadig er ny i regionsrådsarbejdet, men lægger ikke skjul på, at demensområdet hurtigt er blevet et fokuspunkt. »Jo før borgere kan blive udredt og få den rette diagnose, jo hurtigere kan man også komme i gang med at give den rigtige hjælp. Ikke for at helbrede – men for måske at stille sygdommen lidt i bero. Og det handler ikke kun om borgeren, men også om familien og de pårørende, som ofte har brug for redskaber til at klare hverdagen,« siger hun.
Nyt system under opbygning
Spørgsmålet om ventetider rejser samtidig en mere principiel debat om sundhedslovens intentioner. Når loven fastsætter en 30-dages frist for udredning, men virkeligheden i regionerne ser anderledes ud, risikerer det at udfordre borgernes tillid til sundhedsvæsenet og til de rettigheder, lovgivningen ellers lover. Her peger Susanne Eilersen på, at sundhedsvæsenet aktuelt befinder sig midt i en omfattende omstilling, hvor nye strukturer endnu er ved at finde fodfæste. »Sundhedsloven er jo lige vedtaget, og man er i gang med at implementere mange nye ting. Det er et meget stort system, og det kan man ikke bare ændre fra den ene dag til den anden. De nye sundhedsråd er lige nedsat, og vi har vores første møde i næste uge,« fortæller hun.
Som formand for Sundhedsråd Sønderjylland forventer hun, at demensudredning bliver et centralt tema. »Ventetiden er næsten dobbelt så lang som det, sundhedsloven anviser. Det siger sig selv, at det ikke er godt nok. Det er noget, vi skal have fokus på fremadrettet i hele regionen,« bemærker hun.
Ikke kun et systemproblem
Over halvdelen af demenspatienterne får i dag først stillet diagnosen, når sygdommen allerede er moderat eller svær. Det begrænser mulighederne for tidlig indsats, støtte og planlægning – både for den enkelte borger og for de pårørende, der ofte står med et stort ansvar, længe før systemet for alvor kommer på banen.
Men ifølge Susanne Eilersen handler problemet ikke udelukkende om sundhedsvæsenets kapacitet eller lange ventelister. Også borgernes egen tøven spiller en rolle. »Jeg tror, det er en blanding af flere ting. Jeg tror også, at mange mennesker selv kommer for sent til læge. Der er et tabu omkring demens. Man er bange for diagnosen og for at blive stemplet eller umyndiggjort, og derfor går man måske for længe med symptomerne,« siger hun.
Derfor efterlyser hun også mere oplysning og en ændret tilgang til demens som diagnose – både i den offentlige debat og i mødet med sundhedsvæsenet. »Det er hverken flovt eller pinligt at få en demensdiagnose. Mange kan leve et godt liv i mange år efter, hvis man får den rigtige støtte i tide. Men frygten gør, at nogle venter for længe, og så mister vi værdifuld tid,« siger hun.
Tiden er ifølge Susanne Eilersen den afgørende faktor, ikke kun menneskeligt, men også sundhedsfagligt. For ventetider handler i hendes optik ikke kun om administration, strukturer og lovgivning, men om sygdomme, der udvikler sig, mens borgeren venter på svar. »Uanset om det er en fysisk, psykisk eller somatisk sygdom, så gælder det samme: Jo længere tid man går og venter, jo værre kan sygdommen udvikle sig. Forebyggelse handler også om at nedbringe ventetiderne.«
Hun peger på, at hurtigere udredning både kan forbedre livskvaliteten for den enkelte borger og samtidig mindske presset på sundhedsvæsenet på længere sigt. »Det her område har min bevågenhed i regionen. Vi skal have udredt folk så hurtigt som muligt, for borgernes skyld, for de pårørendes skyld og for samfundets skyld,« slutter Susanne Eilersen.
Fem danske skisportsatleter udtaget til vinter-OL
SPORT. Når vinter-OL i Milano Cortina 2026 skydes i gang, bliver det med dansk deltagelse i flere af de klassiske skisportsdiscipliner. Danmarks Olympiske Komité har netop udtaget fem skisportsatleter, som skal repræsentere Danmark ved legene.
Udtagelsen tæller tre skiskytter og to alpine skiløbere, og dermed får Danmark både deltagelse i sporene og på de stejle alpine løjper. De udtagne atleter er Christian Borgnæs og Clara-Marie Vorre i alpint skiløb samt Sondre Slettemark, Ukaleq Slettemark og Anne de Besche i skiskydning.
I Danmarks Skiforbund er der stor tilfredshed med udtagelsen og holdets sammensætning.
»Vi er i Danmarks Skiforbund stærkt begejstrede over, at vi kan sende et relativt stort hold på fem atleter afsted til vinter-OL. Holdet er en god blanding af talent og rutine, og vi får bestemt mulighed for at se en række fine præstationer i såvel skiskydning som de alpine discipliner«, siger sportschef i Danmarks Skiforbund, Thomas Jacobsen.
For flere af atleterne bliver vinter-OL i Italien deres første olympiske optræden. I de alpine discipliner er det OL-debut for både Clara-Marie Vorre og Christian Borgnæs. Det samme gælder for skiskytterne Anne de Besche og Sondre Slettemark, mens Ukaleq Slettemark tidligere har deltaget ved vinter-OL i Beijing i 2022.
Søskendeparret Ukaleq og Sondre Slettemark er fra Grønland og stiller op under dansk flag. Grønland har gennem flere år været en del af den danske OL-delegation, og den tradition fortsætter også ved legene i 2026.
»Grønland har gennem den vinterolympiske historie og kontinuerligt siden 2010, været en fast del af den danske OL-delegation. Det er glædeligt, at vi i 2026 kan fortsætte denne historie. Jeg glæder mig i den grad til at følge ikke bare vores grønlandske atleter, men også vores tre øvrige dygtige skisportsatleter i Milano Cortina 2026. Det er fremragende, at det er lykkedes at få Anne de Besche med i skiskyning, og i alpint skiløb er det fantastisk, at vi både har en mandlig atlet i Christian Borgnæs og en kvindelig atlet i Clara-Marie Vorre med til start for Danmark«, siger DIF’s vinterolympiske chef de mission, Mikkel Sansone Øhrgaard.
Vinter-OL i Milano Cortina 2026 nærmer sig, og med fem udtagne skisportsatleter får Danmark mulighed for at markere sig i flere af OL’s traditionsrige vinterdiscipliner.
Landstræner klar i mælet: Det stiller os meget svært
Der er kampe, hvor forklaringerne kommer hurtigt. Og så er der kampe, hvor erkendelsen næsten falder samtidig med slutfløjtet. Efter Danmarks 29-31-nederlag til Portugal er det ikke bortforklaringer, der præger Nikolaj Jacobsen, men en umiddelbar accept af, at Danmark ikke ramte det, der skulle til.
»Jeg er både skuffet og… men et eller andet sted er det også fortjent. For i dag rammer vi ikke det niveau, vi skal. Vi laver mange fejl, er for dårlige til at aflevere boldene videre under pres og har svært ved at få det flow i kampen, som vi gerne vil.«
Det er ikke én fase, én kendelse eller én detalje, der forklarer nederlaget. Det er helheden. Eller manglen på den. Danmark havde et vindue i starten af anden halvleg, hvor kampen kortvarigt åbnede sig.
»Vi har lige en god periode i starten af anden halvleg, hvor vi får godt fat defensivt. Emil har et par redninger, og vi har mulighed for at gå foran med tre. Det får vi byttet alt for hurtigt.«
I håndbold er momentum noget, man låner – og lige så hurtigt kan miste igen. For Danmark forsvandt grebet om kampen næsten, før det var etableret.
»Så mister man lidt momentum i kampen, og så er det virkelig svært at få fat defensivt og få nogle redninger det sidste kvarter. Og det gør også, at det er fortjent nok, at Portugal vinder i dag.«
Skuffelsen handler ikke kun om resultatet, men om afstanden til det niveau, Danmark forventer af sig selv.
»Ja, det er jeg da selvfølgelig. Jeg havde da håbet på noget andet. Men i dag må man bare sige, at Portugal var dygtigere end vi var, og at vi ikke rammer det niveau, som vi skal for at kunne vinde sådan en kamp.«
Konsekvenserne er til at tage og føle på med det samme. Nederlaget placerer Danmark i et langt sværere udgangspunkt i mellemrunden.
»Det stiller os selvfølgelig meget svært. Det er klart, at vi starter med Frankrig på torsdag. Så nu har vi sat os så meget under pres, som vi kan, og skal ind og se, om vi kan vinde de næste fire.«
Også pausen blev brugt på at pege indad – ikke opildne.
»Offensivt får vi egentlig fat. Men vi er for dårlige i dag til at aflevere under pres. Vi får ikke sluppet boldene på det rigtige tidspunkt, og når vi gør, ligger afleveringene dårligt.«
Forsøget med syv mod seks gav kortvarigt noget, men ikke nok.
»Vi får egentlig fint udbytte af det i starten, og så løber vi lidt tør. Det sidste kvarter kan vi simpelthen ikke få stoppet noget eller få nogle redninger.«
Dommerne fyldte efter kampen i debatten, men ikke hos landstræneren.
»Det er en højintens kamp, og der vil altid være kendelser, man kan snakke om. Men i dag er vi nødt til at kigge på os selv og blive dygtigere til de ting, vi normalt er virkelig dygtige til.«
Der er ikke meget plads til at dvæle. Allerede i samme åndedrag rettes blikket frem.
»Vi er nødt til at kigge fremad og være klar på torsdag. Der kommer et af verdens bedste hold, som har set utrolig skarpt ud, og præmissen er klar: Vi skal ind og vinde en kamp.«
Det er sagt uden patos. Uden hævet stemme. Bare som konstatering. En kamp blev tabt. Et ansvar er taget på sig. Og næste opgave står allerede og venter.
Gidsel efter skuffelse: Nogen gange er man helten, andre gange skurken
Nogle nederlag føles større end stillingen. Ikke fordi cifrene er voldsomme, men fordi fornemmelsen er det. Efter Danmarks 29-31-nederlag til Portugal er det netop den erkendelse, der står tilbage hos Mathias Gidsel.
»Det er selvfølgelig en skuffelse. Det var aldrig vores kamp. Vi var altid bagud.«
Det er ikke sagt i affekt, men som en konstatering. Kampen gled aldrig i dansk retning, og de korte øjeblikke, hvor det kunne have ændret sig, forsvandt lige så hurtigt igen.
»Vi fik jo aldrig det momentum. Måske havde vi tre minutter i kampen, hvor vi i et eller andet sted følte, at vi havde lidt momentum, og det fik vi aldrig lov til at beholde og udnytte.«
Når forklaringerne søges, peger Gidsel ikke udad. Tværtimod afviser han hurtigt den diskussion, der ofte følger i kølvandet på tætte nederlag.
»Det var fint. Det var ikke deres skyld. De har accepteret en hård linje, og det gjorde de hele kampen igennem. Så vi skal ikke sidde og snakke om dommere. Jeg synes hellere, vi skal snakke om os selv.«
Og det blik indad er ikke behageligt.
»Det var ikke godt nok. Det var 80 procent hele vejen rundt, og vi fik aldrig styr på Costa-brødrene, og vi lavede for mange fejl, der ikke lignede os i angrebet.«
Dermed er præmissen også klar: Danmark har sat sig selv under pres.
»Nu er vi under pres, og vi kender jo opgaven, der står foran os nu.«
Gidsel lægger heller ikke skjul på sit eget ansvar. To store chancer blev brændt, og han pakker det ikke ind i forklaringer.
»Det er jo sport. Nogle gange brænder man, nogle gange er man showman, nogle gange er man helten, nogle gange er man skurken.«
Nederlaget bliver dog også vendt til noget mere grundlæggende. En påmindelse om, at succes ikke er en selvfølge – heller ikke for et dansk landshold, der har været vant til at vinde.
»Det kan ske i sport, at man taber. Måske er det meget sundt for os også at mærke, at vi kan tabe. Måske er det også sundt for jer at mærke, at vi også kan tabe.«
Der er ingen flugt fra situationen. Kun arbejdet tilbage.
»Nu er der ikke andet at gøre end at sidde nede på hotellet i aften og i morgen og få snakket sammen. Og så må vi jo se frem til den opgave, der står foran os.«
Opgaven er i realiteten den samme – bare med et andet udgangspunkt.
»Vi vil jo stadig gerne vinde fire mellemrunde kampe for at blive etter. Nu er det lidt sværere, men det er den samme opgave, der står foran os. Udover at der selvfølgelig er lidt ekstra tryk på os.«
Fysisk spil og hårde dueller fyldte kampen, men heller ikke her søger Gidsel forklaringen.
»Det havde ikke noget med resultatet at gøre i dag. Det var rene skære vores eget niveau, der ikke var godt nok til at slå portugiserne.«
Midt i nederlaget nåede han en milepæl. Kamp nummer 100 på landsholdet. En detalje, der ikke ændrer på følelsen – men heller ikke forsvinder.
»Uanset jubilæum eller ej, så står jeg stadig ved, at 100 kampe er stort. Og så har jeg 100 kampe mere til at rette op på dagens kamp.«
Portugal lykkedes især med det, Danmark normalt selv lever af: tryk, tempo og konsekvens.
»De ligger bare i et enormt tryk, og når de kom på kanten, blev de ved med at gå på. Det er en enorm eksplosivitet og energi og kraft, de har, og i dag kan vi bare ikke stå imod.«
Alligevel slutter Gidsel ikke i resignation. Snarere i en form for stilfærdig påmindelse om, hvad der stadig gælder – også efter et nederlag.
»Vi er ikke ude. Jeg tænker stadig, at vi er et rigtig godt hold.«
Et nederlag ændrer ikke alt. Men det ændrer noget. Og i den erkendelse ligger både smerten – og begyndelsen på det næste skridt.
Demenspatienter i Region Syddanmark venter næsten dobbelt så længe som loven tilsiger
Demenspatienter i Region Syddanmark venter i gennemsnit næsten dobbelt så længe på at få stillet en diagnose, som sundhedsloven giver dem ret til. Det viser nye tal, der har fået folketingsmedlem Christian Rabjerg Madsen til at råbe op og efterlyse en national demensplan.
Ifølge sundhedsloven har borgere krav på at blive udredt for demens inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt. Alligevel er den gennemsnitlige ventetid i Region Syddanmark 54 dage fra udredning til diagnose. Tallene stammer fra Mit Sygehusvalg.
Christian Rabjerg Madsen, der er valgt i Kolding og er politisk ordfører for Socialdemokratiet, kalder tallene dybt alvorlige.
»Det er ærligt talt skræklæsning. Når man har krav på at blive udredt inden for 30 dage, men i praksis må vente næsten dobbelt så længe, så er det et system, der svigter mennesker i en ekstremt sårbar situation,« siger han.
Selv om Region Syddanmark ifølge tallene klarer sig bedre end flere andre regioner, er ventetiden fortsat markant længere end lovens rammer. Og det har ifølge folketingsmedlemmet store konsekvenser for både patienter og pårørende.
Over halvdelen af demenspatienterne får først stillet diagnosen, når sygdommen allerede er moderat eller svær. Det forringer mulighederne for tidlig behandling, støtte og rådgivning.
»Demens er en af de mest forfærdelige sygdomme, vi kender. Ikke kun for den, der bliver syg, men også for familien, der langsomt ser et menneske forsvinde. Vi kan ikke helbrede demens, men vi har et ansvar for at gøre forløbet så ordentligt som muligt,« siger Christian Rabjerg Madsen.
Tallene peger samtidig på, at udfordringen ikke kun er regional. På landsplan blev kun 26 procent af patienterne udredt inden for 90 dage i 2024, selv om hurtig udredning er afgørende for at kunne planlægge behandling og støtte tidligt i sygdomsforløbet.
I sin nytårstale varslede statsministeren, at regeringen i år vil fremlægge en ny national demensplan. Ifølge Christian Rabjerg Madsen er det nu afgørende, at løftet omsættes til konkret handling.
»Vi må erkende, at vi ikke har gjort nok – heller ikke i vores region. Det her kalder på en fælles national indsats, hvor vi får styr på ventetiderne, styrker udredningen og giver langt bedre støtte til de pårørende,« siger han.
Omkring 100.000 mennesker vurderes i dag at leve med demens i Danmark, og antallet forventes at stige i de kommende år. Det gør ifølge folketingsmedlemmet behovet for handling endnu mere presserende.
»Det skylder vi de tusindvis af danskere – også her i Sydjylland – som lige nu venter alt for længe på hjælp,« siger Christian Rabjerg Madsen.
Det danske fort faldt sammen
Fortet i Jyske Bank Boxen stod længe. Det rungede, det bar, og det gav Danmark den velkendte fornemmelse af kontrol. Men da aftenen nærmede sig sin afslutning, begyndte murene at slå revner. Lyden forsvandt først, så grebet – og til sidst også pointene. Danmarks 29–31-nederlag til Portugal blev et opgør, hvor kampen langsomt gled ud af hænderne, og hvor det ellers så uovervindelige hjemmefort for første gang ved slutrunden blev erobret.
Portugal lagde fra land med bolden, men det var Mathias Gidsel, der sendte Danmark på tavlen. Indledningen blev præget af høj intensitet og tydelig nervøsitet. Francisco Costa viste tidligt sin klasse for Portugal, mens Simon Pytlick brændte i den anden ende, og allerede her anede man, at aftenen ikke ville blive enkel. Emil Nielsen leverede en vigtig redning, og Gidsel udlignede, men portugiserne svarede igen med straffekast og gennembrud, der udfordrede det danske forsvar.
Danmark fik aldrig rigtig fat i første halvleg. Rasmus Lauge udlignede efter portugisiske fejl, Emil Jakobsen holdt Danmark inde i kampen fra straffekastpletten, men chancerne blev misbrugt i for stort omfang. Emil Nielsen stod frem flere gange, blandt andet med en spektakulær redning efter ni minutter, men foran ham manglede der konsekvens. Portugal trak straffekast, udnyttede rummene og bragte sig foran 10–8 midt i halvlegen, samtidig med at frustrationerne begyndte at brede sig på de danske bænke.
Kampens rytme blev gentagne gange brudt af videokig og lange dommerforklaringer, og det forstærkede uroen. Kevin Møller blev sendt ind og reddede et straffekast fra Francisco Costa, Magnus Saugstrup gik forrest med en vigtig scoring, men Danmark ramte også stolpen – to gange på straffekast – og fik aldrig for alvor overtaget. I de sidste sekunder af halvlegen udlignede Simon Pytlick, men Portugal nåede alligevel at gå til pause foran 12–11, efter at de danske forsøg på at stjæle momentum ikke havde givet det ønskede udbytte.
Efter pausen tændte Jyske Bank Boxen igen. Simon Pytlick udlignede til 12–12 og piskede stemningen op med armene mod tribunerne, Mads Hoxer svarede prompte på portugisiske mål, og Emil Nielsen tog et straffekast, der fik Nikolaj Jacobsen til at eksplodere i jubel på sidelinjen. Danmark spillede med vildskab og tempo, og for en stund lignede det igen en aften, hvor fortet ville holde.
Men kampen forblev skrøbelig. Udvisninger i begge ender, nye videogennemgange og manglende fløjt i centrale dueller sled på balancen. Simon Hald blev udvist efter endnu et langt videocirkus, mens Mathias Gidsel flere gange blev slået i gulvet uden konsekvens, før Portugal slog kontra og udlignede. Alligevel bragte Danmark sig i front. Gidsel scorede, Pytlick gik på gennembrud og vendte sig mod den røde mur i jubel, og ved 16–15 tog Portugal timeout.
Det var her, kampen begyndte at tippe. En teknisk fejl fra Pytlick udløste raseri hos Nikolaj Jacobsen, og Portugal gik foran 20–19 efter 44 minutter. Danmark svarede igen med mål fra Magnus Landin og Johan Hansen, men grebet var væk. Hoxer blev tacklet voldsomt uden kendelse, Gidsel brændte store chancer, og Portugal holdt fast i deres kølighed.
Med lidt over tre minutter igen tog Danmark timeout ved 26–28. Mandsopdækningen blev sat ind mod den ældste Costa-bror, Emil Nielsen blev taget ud til fordel for Kevin Møller, og håbet levede stadig. Et direkte rødt kort til Victor Iturizza gav en sidste åbning, og Johan Hansen scorede iskoldt fra fløjen. Men da Danmark missede igen kort efter, var det tydeligt, at fortet ikke længere stod. Stilheden sænkede sig i Boxen, og Portugal spillede tiden ud.
29–31 stod der på tavlen til sidst. Danmark tager dermed nul point med over i mellemrunden, og næste opgave mod Frankrig bliver nu en kamp med langt større vægt end forventet. Ikke fordi alt er væltet – men fordi noget uigenkaldeligt slog revner denne aften, hvor fortet i Jyske Bank Boxen for første gang gav efter.
Karen Grøn markerer jubilæum efter 25 år på Trapholt
JUBILÆUM. Den 1. februar kan Karen Grøn fejre 25-års jubilæum på Trapholt. Jubilæet markerer et langt arbejdsliv på museet, hvor hun siden 2010 har været direktør.
Karen Grøn begyndte på Trapholt i 2001 som museumsinspektør og har gennem årene været en central del af museets udvikling. Under hendes ledelse har Trapholt arbejdet målrettet med moderne kunst, kunsthåndværk og design samt med udstillingsformer, der inddrager publikum og tager aktuelle samfundsspørgsmål op.
Udviklingen kan også aflæses i besøgstallene. I 2010 havde museet 62.495 besøgende. I det senest afsluttede år nåede besøgstallet 138.468. Samtidig opnåede Trapholt en Net Promoter Score på 81, som er et internationalt mål for publikums tilfredshed og loyalitet.
Formand for Trapholts bestyrelse, Lars Nørby Johansen, fremhæver i forbindelse med jubilæet Karen Grøns betydning for museet og dets udvikling. »Karen Grøn har med sin vision og vedholdenhed været afgørende for Trapholts profil og position. Hendes arbejde har ikke blot styrket museet, men også sat vigtige spor i den bredere museums- og kultursektor.«
Ifølge museet er udviklingen sket i tæt samspil med en række samarbejdspartnere, herunder Kolding Kommune, som har haft betydning for museets lokale forankring.
Jubilæet bruges samtidig til at fremhæve medarbejderne på Trapholt. Museet peger på, at det er et fælles arbejde blandt kollegaer på tværs af fagligheder, der har været med til at løfte museet gennem årene.
Trapholt har under Karen Grøns ledelse modtaget flere nationale og internationale priser og anerkendelser. Blandt andet blev museet i 2021 tildelt European Art Museum Award af European Museum Academy.
Karen Grøn har desuden været en synlig stemme i den kulturpolitiske debat om museernes rolle og ansvar. Hendes arbejde bygger blandt andet på forskningsmæssig erfaring og internationale ophold, herunder som visiting researcher på Tate i London.
Den stigende interesse for Trapholt har medført, at museets nuværende rammer er blevet for trange. Derfor står museet foran en større udvidelse og ombygning. Forud for den cirka 14 måneder lange ombygningsperiode lukkede museet ved årsskiftet. Lukningen blev markeret med en kunstparade i Koldings midtby samt et arrangement den 30. december 2025, hvor 400 borgere deltog i en fælles afsked med de nuværende rammer.
Jubilæet markeres med reception fredag den 1. maj klokken 13-15, hvor også Karen Grøns 60-års fødselsdag den 2. maj fejres.
