19.2 C
Copenhagen
onsdag 18. juni 2025

Håb for internationale studerende på maskinmesteruddannelsen

0

Fredericia Maskinmesterskole havde i sidste uge et vigtigt indlæg i Altinget, hvor rektor Jens Færgemand Mikkelsen taler om regeringens initiativ med de 400 engelsksprogede studiepladser. Det er en mulighed, som han ser som en nødvendighed for at sikre fremtidens arbejdskraft og imødekomme de udfordringer, som flere industrier står overfor i Danmark.

– Vi er utrolig glade for, at regeringen endelig har set, at vi har brug for internationale studerende og engelsksprogede uddannelser. Det har været en katastrofe, at man lukkede for dette tidligere, og vi kan tydeligt se, hvordan manglen på arbejdskraft i flere brancher har haft konsekvenser, siger Jens Færgemand Mikkelsen.

Jens Færgemand Mikkelsen understreger, at maskinmesteruddannelsen er unik for Danmark og spiller en central rolle i mange brancher. Han mener, at det er vigtigt at bringe internationale studerende ind i uddannelsen for at imødekomme behovet for maskinmestre, især i forbindelse med den grønne omstilling.

– Der er simpelthen ikke andre steder i verden, hvor man uddanner maskinmestre på samme måde som i Danmark. Det er en bred og kompleks uddannelse, som forbereder de studerende til at drive og vedligeholde de kritiske anlæg, der er nødvendige for den grønne omstilling, forklarer Jens Færgemand Mikkelsen.

Maskinmestrerne driver den grønne omstilling

Når det kommer til den grønne omstilling, har maskinmestrene en central rolle. Jens refererer med et smil til det faktum, at ingeniørerne måske designer vindmøllerne, men det er maskinmestrene, der i sidste ende står for at drifte og vedligeholde dem.

– Ingeniørerne designer og udvikler de anlæg, vi skal bruge til den grønne omstilling, men når de er i drift, er det maskinmestrene, der skal sikre, at de fungerer optimalt. Det er derfor, vi siger, at det er maskinmestrene, der i praksis driver den grønne omstilling, fortæller han.

Der er en markant mangel på maskinmestre, især i industrien, det maritime og energisektoren. Ifølge Jens er det en udfordring, der påvirker virksomhedernes vækstmuligheder.

– Mange brancher mangler maskinmestre. Det gælder især inden for industrien, det maritime og energisektoren. Det er et problem, der spænder bredt,” siger han og forklarer, at en bred uddannelse som maskinmester giver virksomhederne mulighed for at ansætte én person i stedet for flere, da maskinmesteren har kompetencer på flere områder, herunder el, automation og termiske maskiner.

Rekordlav ledighed blandt maskinmestre

Jens Færgemand Mikkelsen peger på, at maskinmesterne oplever en usædvanligt lav ledighed, og at det betyder, at virksomhederne kæmper for at finde kvalificerede kandidater til at dække de nødvendige roller.

– Virksomhederne står simpelthen uden de nødvendige medarbejdere, hvilket kan hæmme deres vækst og innovation. Maskinmestrene er nødvendige for at sikre, at de komplekse systemer fungerer, og at alle processer kører effektivt, forklarer Jens.

Fredericia Maskinmesterskole har allerede haft positive samtaler med store virksomheder som Danfoss og Novo Nordisk, som støtter op om ideen om engelsksprogede maskinmesteruddannelser.

– Vi har talt med virksomheder som Danfoss i Sønderborg og Novo Nordisk i Kalundborg, og de bakker op om en maskinmesteruddannelse på engelsk. Deres koncernsprog er engelsk, og de har behov for at tiltrække international arbejdskraft, siger han.

Jens Færgemand Mikkelsen understreger, at det er essentielt for fremtidens arbejdsmarked, at maskinmesteruddannelsen bliver en del af de 400 engelsksprogede studiepladser. Han håber, at uddannelsen bliver opdelt i to steder i Danmark, et i Sønderborg og et i Kalundborg, så man kan dække de specifikke behov i disse regioner.

– Hvis maskinmesteruddannelsen ikke bliver prioriteret i fordelingen af studiepladser, sender det et signal om, at man ikke forstår vigtigheden af at uddanne nok maskinmestre, som er nøglerollefigurer i både den grønne omstilling og mange tekniske industrier, afslutter Jens Færgemand Mikkelsen.

Håb om politisk opbakning

Med regeringen i forhandlinger om de internationale studiepladser er timingen god, mener Jens. Han og hans kollegaer har allerede kontaktet relevante politikere og ministerier for at sikre, at maskinmesteruddannelsen får den opmærksomhed, den fortjener.

– Vi har været i dialog med politikerne, og vi håber, at de ser behovet for at uddanne flere maskinmestre, både til de eksisterende behov og fremtidens udfordringer, siger Jens Færgemand Mikkelsen.

Ligahold taberdømt i vitalt bundbrag

0

Ribe-Esbjerg har fået en skuffende dom i deres opgør mod Grindsted den 8. februar, som endte 27-27 på banen. Dansk Håndbolds disciplinærudvalg har besluttet, at Ribe-Esbjerg taber kampen og får en bøde på 10.000 kroner.

Dette skyldes, at Ribe-Esbjerg satte Nicolaj Spanggaard på banen i første halvleg, selvom han ikke var opført på holdkortet. Grindsted reagerede hurtigt og indgav en protest, hvilket førte til afgørelsen.

Frank Smith, turneringsansvarlig hos Dansk Håndbold, bekræfter afgørelsen over for TV2 Sport:

– Vi har set på sagen, og det er en klar overtrædelse af reglerne, så beslutningen om at taberdømme kampen er blevet taget, siger Smith.

Med dommen mister Ribe-Esbjerg det ene point fra opgøret og rykker ned på 13. pladsen i ligaen med syv point. Grindsted forbliver sidst på 14. pladsen med seks point. Den nederste placering betyder direkte nedrykning til 1. division.

Dagligvarekæde presser på: Vil have aldersgrænse på energidrikke

0

Forbruget af energidrikke blandt børn og unge er for højt. Det viser en ny rapport fra Center for Sundt Liv og Trivsel, og dagligvarekæden Lidl opfordrer nu politikerne til at indføre en lovpligtig aldersgrænse på 16 år for køb af energidrikke.

Siden 2018 har Lidl Danmark selv haft en aldersgrænse på 16 år ved salg af energidrikke med højt koffeinindhold. Viceindkøbsdirektør i Lidl, Khalil Jehya Taleb, mener, at den nye rapport understreger behovet for en national lovgivning.

– Undersøgelsen fra Center for Sundt Liv og Trivsel viser med stor tydelighed, at der er alt for mange børn og unge under 16 år, som drikker energidrikke. I Lidl har vi lyttet til eksperterne, hvor blandt andet Fødevarestyrelsen fraråder energidrikke til børn. Den nyeste rapport understreger, at der er behov for at gøre aldersgrænsen til lov i hele Danmark, siger Khalil Jehya Taleb i en pressemeddelelse.

Hver fjerde ung drikker energidrikke

Rapporten fra Center for Sundt Liv og Trivsel viser, at hver fjerde unge mellem 13 og 15 år har drukket energidrik den seneste måned. Ifølge Fødevarestyrelsen kan store mængder koffein have negative konsekvenser for børn og unges sundhed, herunder søvnforstyrrelser, hjertebanken og koncentrationsbesvær.

Samtidig er salget af energidrikke steget markant de seneste år. I 2023 blev der solgt næsten syv gange så mange dåser og flasker med energidrikke som i 2010, og flere rapporter peger på, at det især er unge, der står for det øgede forbrug.

Eksperter støtter forbud

Lidl står ikke alene med opfordringen om en aldersgrænse. Også Hjerteforeningen advarer mod børns forbrug af energidrikke.

– Det er stærkt bekymrende, at så stor en andel af børn mellem 13 og 15 år drikker så meget energidrik, for energidrikke er absolut ikke for børn. Vi ved, at store mængder koffein påvirker børn og unges krop og hjerne negativt, at det er afhængighedsskabende, og at børnene ofte oplever bivirkninger som hjertebanken, uro, ondt i maven, koncentrationsbesvær og søvnforstyrrelser ved langt mindre mængder end voksne, siger Natasha Selberg, ernæringsfaglig chefkonsulent i Hjerteforeningen.

Hun påpeger samtidig, at energidrikke ofte indeholder mere sukker end sodavand og kalder det nødvendigt at beskytte børn og unge mod det stigende forbrug.

Flere lande har aldersgrænse

Flere europæiske lande har allerede indført restriktioner på energidrikke. Polen, Rumænien, Letland og Litauen har vedtaget en aldersgrænse, og Storbritannien, Norge og Ungarn arbejder også med lignende tiltag.

Lidl håber, at en dansk lovgivning vil følge samme vej. Ifølge rapporten fra Center for Sundt Liv og Trivsel overstiger mange unge allerede de anbefalede mængder, og eksperter vurderer, at en aldersgrænse kan være et vigtigt skridt i at reducere forbruget blandt børn og unge.

Sådan deltager kongefamilien til rekordstort Royal Run ’25

0

Når Royal Run 2025 afvikles den 9. juni, bliver det med den største tilslutning nogensinde. 97.500 deltagere er tilmeldt motionsfesten, som finder sted i fem danske byer. Den kongelige familie deltager også, hvor H.M. Kongen skyder løbet i gang i Ribe, mens H.K.H. Kronprinsen løber med i Viborg.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund og DGI, som mandag giver et nærmere indblik i, hvordan kongefamilien deltager i Royal Run ’25.

H.M. Kongen på ruten i tre byer

Traditionen tro vil kongefamilien være en del af begivenheden. H.M. Kongen starter dagen i Ribe, der for første gang er værtsby. Herefter tager han videre til Horsens, inden han slutter motionsløbet af i København/Frederiksberg.

I Ribe er begejstringen stor over at være med på landkortet:

– Vi er meget stolte over, at H.M. Kongen skyder Royal Run i gang i vores charmerende, gamle kongeby, hvor historiens vingesus vil give deltagerne en helt særlig oplevelse. Forberedelserne er i fuld gang, og vi kan godt love en motionsfest ud over det sædvanlige i Ribe, siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune.

H.M. Dronningen vil også tage del i festlighederne og stiller til start i Korsør.

Kronprinsen i Viborg

For andet år i træk deltager H.K.H. Kronprinsen alene i Royal Run. I år er Viborg værtsby, hvor han løber sammen med 17.500 deltagere.

– Vi glæder os meget til at byde H.K.H. Kronprinsen velkommen til både Kronprinsens og Royal Runs første besøg i Viborg. Vi glæder os til at vise Hans Kongelige Højhed, hvad vores historiske by har at byde på, siger Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek.

Forventninger om en stor folkefest

Hos arrangørerne ser man frem til en motionsfest, der samler danskerne.

– Royal Run ’25 bliver den største motionsfest, vi nogensinde har afholdt, og vi ser frem til at byde alle deltagere, tilskuere og den kongelige familie velkommen til en uforglemmelig dag, der samler Danmark på tværs af alder og niveau, siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI.

Morten Mølholm, administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund, tilføjer:

– Vi er sammen med værtsbyerne ved at planlægge en kæmpe folkefest. Royal Run har udviklet sig til en tradition og er et synligt bevis på, hvad fællesskab og motion kan, når de forenes.

Naturkrænkere går alt for ofte fri

0

120 år.

Så lang tid kommer det til at tage at genoprette hærværket den fredede mose i Kolding, som et lokalt ægtepar står tiltalt for at have ryddet.

I de 120 år vil kommunens borgere være frarøvet et uvurderligt naturområde.

Sagen har – med rette – vakt stor forargelse.

Men den triste sandhed er, at der formentlig er mange flere lignende sager hvert år, hvor gerningsmændene får lov at gå fri.

Fordi forbrydelserne i naturen er svære at opdage, fx blev ødelæggelsen af mosen i Kolding kun opdaget, fordi et luftfoto viste, at den var væk.

Og så er der efterforskningen: I modsætning til vores naboer i Norge har vi i Danmark ikke politienheder, der specialiserer sig i naturhærværk. Det bør vi også have – for at samle kræfterne og blive endnu bedre til at gå efter naturhærværk. 

Endelig skal straffen kommer op, så dem, der rydder natur for at få en bedre udsigt eller afvanding af deres marker, imødegår en større alvor. Alt for mange sager ender med små bøder, som ikke aftvinger respekt.

Naturkriminalitet er alvorligt, og naturen skal ydes større respekt.

Af retsordfører for SF, Karina Lorentzen, Sindalvej 4, 6000 Kolding

Nok et stjerneskud fra håndbolden er Årets Fund i dansk idræt

0

Den 85. udgave af Danmarks ældste idrætspris tilfalder håndboldspilleren Thomas Arnoldsen, der dermed kan kalde sig Årets Fund 2024.

Håndboldspiller Thomas Arnoldsen, der netop har rundet 23 år, modtog Årets Fund-hæderen foran et felt på 10 nominerede kandidater under Politiken Festival.

Det er Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og dagbladet Politiken, der i fællesskab uddeler prisen, som blev grundlagt helt tilbage i 1929 og kun med en pause fra 1961 til og med 1970 er blevet uddelt hvert år siden.

Priskomitéen valgte at give prisen til Thomas Arnoldsen på grund af hans kolossale udvikling og stærke præstationer gennem det forgangne kalenderår. En rejse, der kulminerede i august, da han var en vigtig del af det danske landshold, der vandt olympisk guld i Paris.

– Igen i år har der været et uhyre stærkt felt af Årets Fund-nominerede. Jeg vil derfor rose forbundenes og Team Danmarks talent- og elitearbejde, som igen og igen udvikler nye talenter på den internationale scene. En stjerne lyser dog alligevel klarest på Årets Fund-himlen, siger Morten Mølholm Hansen, direktør i DIF og medlem af dommerkomitéen til Årets Fund-prisen.

– Thomas Arnoldsen var ukendt for de fleste, da kalenderen gik fra 2023 til 2024. Nu står han med både en OL-guldmedalje og VM-guldmedalje om halsen, samtidig med at han er en kæmpe profil for sit klubhold Aalborg Håndbold både i den hjemlige liga og i Champions League. Jeg ser frem til at følge ham i årene fremover, hvor han utvivlsomt kommer til at hænge flere medaljer om halsen. Stort tillykke til Thomas Arnoldsen og håndboldforbundet for flot arbejde, siger DIF-direktøren om skanderborgenseren, der til dato har spillet 27 landskampe – og endnu ikke har prøvet at tabe i nationaltrøjen.

– Thomas Arnoldsen har i 2024 leveret et meget stort gennembrud på et håndboldlandshold, hvor niveauet er tårnhøjt. Alligevel har han sat et aftryk på landsholdet, vi alle vil huske, og som lover særdeles godt for fremtiden. Med både OL- og VM-guldmedaljer om halsen fortjener han at vinde Årets Fund i et meget, meget stærkt felt af kandidater til prisen. Et felt, som vel ikke er set stærkere i flere årtier. Derfor er der også grund til at hylde ikke kun Thomas, men også de andre talenter, som vi glæder os helt vildt til at følge og samarbejde med de kommende år, siger Lars Balle Christensen, sportsdirektør i Team Danmark og eliteidrætsorganisationens Danmarks repræsentant i priskomiteen.

Arnoldsen leverede flere stærke præstationer for landstræner Nikolaj Jacobsens olympiske mandskab, og han blev ved samme lejlighed den kun anden spiller på det danske herrelandshold i 40 år, der spiller sin første slutrunde med et OL.

Eneste anden var den nu håndboldpensionerede legende Mikkel Hansen, der ved OL i Beijing for 16 år siden spillede sine første minutter ved en slutrunde. Et næsten utroligt sammenfald, eftersom Arnoldsen både på landsholdet og i Aalborg netop er Hansens arvtager i bagkæden – en væsentlig forskel er dog, at Mikkel Hansen nok blev nomineret til Årets Fund i 2008, men måtte se roeren Morten Jørgensen løbe med hæderen.

Mens Thomas Arnoldsen modtager prisen og de 75.000 kroner, der følger med hæderen, blev cykelrytteren Tobias Aagaard Hansen nummer to og svømmeren Clara Rybak-Andersen nummer tre.

Det øvrige felt af nominerede vidner om, at dansk eliteidræt står på et mangfoldigt og stærkt fundament for fremtiden. Det omfattede således ungdomslandsholdet i curling, fodboldspilleren Cornelia Kramer, kajakroeren Philip Knudsen, para-længdespringeren Bjørk Nørremark, skateren Viktor Solmunde, bobslædekøreren Maja Voigt og tennisspilleren Elmer Møller.

Blæst og regn præger vejret – tågen letter først sidst på dagen

0

Kraftig blæst skaber udfordringer for trafikken, særligt ved Storebæltsbroen, hvor passage med lette påhængskøretøjer under 750 kg er forbudt. Samtidig bringer et frontsystem fra vest regn til store dele af landet, mens de østlige egne får plads til lidt sol i løbet af formiddagen.

Efter en nat præget af dis og tåge mange steder begynder sigtbarheden at forbedres i løbet af formiddagen. Bornholm bliver det sidste sted, hvor tågen letter. I øst kan der kortvarigt bryde sol gennem skydækket, mens regnen fra vest breder sig ind over landet.

Nedbørsmængderne varierer. I Vestdanmark kan der falde mellem 10 og 20 mm regn i dag, mens resten af landet kan forvente mellem 2 og 10 mm. Temperaturen lander mellem 4 og 8 grader, og vinden bliver let til jævn fra syd, men med op til frisk eller hård vind ved kysterne.

I nat fortsætter fronten sin vej mod øst, og bagkanten af systemet trækker dis og tåge ind over landet igen. Temperaturen falder til mellem 3 og 7 grader, og vinden aftager til svag til jævn fra syd, senere vest eller sydvest.

Lun weekend med grå nuancer

0

Weekenden bliver lun, men også noget grå, og med temperaturer, der kan komme op på tocifrede varmegrader. 

Lørdag er landet delt i to – I de østlige egne bliver det tørt og lidt eller nogen sol, og i de vestlige egne bliver det skyet og i Vestjylland først kun stedvis regn, men ud på eftermiddagen noget mere udbredt regn.

I løbet af natten til søndag har regnvejret passeret det meste af landet, og i morgentimerne er det kun østpå der stadig kan opleves lidt regn. Ellers starter søndagen ud med skyet, diset og tåget vejr, men op ad dagen kan det klare op med lidt sol. Hvis solen kommer frem kan de lune temperaturer få det til at føles næsten helt forårsagtigt.

Vinden bliver overvejende rolig i weekenden, dog noget friskere ved kystnære områder.

Der bliver altså muligheder for at komme ud at gå en tur her i weekenden, men det er nok en god ide at tjekke den lokale vejrudsigt for regn inden man drager ud ad døren. Du kan også se om det regner her Radar | DMI.

Kilde: DMI

Upcyclede døre i eg og douglasgran: Håndværk med historie

0

Bæredygtighed er ikke længere en niche, men et afgørende parameter i byggebranchen. Flere aktører søger derfor løsninger, hvor genanvendelse og kvalitet går hånd i hånd – og her spiller upcycling en central rolle. Hos Overgaard Wood har man specialiseret sig i at forvandle gamle bjælker og planker af eg og douglasgran til eksklusive døre, både til indendørs og udendørs brug.

Fra råmateriale til unikt design

Modsat masseproducerede døre i standardmål tilbyder Overgaard Wood en håndværksmæssig tilgang, hvor hver dør bliver tilpasset efter individuelle ønsker og dimensioner. Træet, der genbruges, har ofte en historie bag sig – det kan komme fra gamle industribygninger, nedlagte gårde eller historiske ejendomme, hvilket giver materialet en særlig karakter og patina.

– Når vi arbejder med upcycling, handler det ikke kun om at genbruge træ – det handler om at forædle det og skabe noget tidløst. Mange af de materialer, vi bruger, har allerede vist deres styrke i årtier, og vi giver dem et nyt liv i form af døre, der kan holde i generationer, siger Michael Sørensen, COO i Overgaard Wood.

En bæredygtig fremtid for byggeriet

Ifølge en rapport fra EU’s miljøagentur kunne op mod 50 % af byggeaffaldet i Europa genanvendes, hvis der blev tænkt i cirkulære løsninger. Hos Overgaard Wood arbejder man netop ud fra denne filosofi og tilbyder skræddersyede døre, hvor design, funktionalitet og miljøhensyn forenes.

Upcyclede døre i massiv eg og douglasgran er ikke kun et bæredygtigt valg – de tilfører også en varme og autenticitet, som ofte mangler i konventionelle løsninger.

Mindre CO₂, større ansvar

Produktionen af nye byggematerialer er en af de største kilder til CO₂-udledning i byggebranchen. Ifølge Danmarks Grønne Tænketank, CONCITO, står cement- og træproduktion for en stor del af sektorens klimabelastning. Ved at vælge upcyclede døre reduceres behovet for nyproduktion, hvilket både sparer energi og mindsker CO₂-aftrykket.

Hos Overgaard Wood bruger man eksisterende materialer, der ellers ville ende som affald. Dette betyder, at færre træer fældes, og at de allerede forarbejdede ressourcer får en længere levetid. Samtidig minimeres den energiintensive proces, der ellers ville være nødvendig for at producere nye materialer.

For virksomheder, arkitekter eller private, der ønsker en skræddersyet dør med et bæredygtigt aftryk, tilbyder Overgaard Wood rådgivning og produktion af løsninger, der kombinerer traditionelt håndværk med en moderne tilgang til genbrug.

En weekend med lune temperaturer og skiftende skydække

0

Den seneste tids frostklare morgener og blå himmel har i nat måttet vige for lunere og mere fugtmættet luft. Det betyder en weekend, hvor temperaturerne kryber op i tocifrede grader flere steder, men også en weekend præget af skyer og periodisk regn.

Fredagen starter med grå toner. Skyer, dis og stedvis tåge vil præge morgenen, særligt i de østlige egne, hvor rester af nattens regn stadig hænger i luften. Disen kan blive hængende langt op ad dagen, men en tiltagende vind om eftermiddagen vil hjælpe med at løsne op i det tunge skydække.

Lørdag begynder med et strejf af sol i hele landet. En kortvarig pause fra de grå nuancer, før skyerne igen gør deres indtog over Jylland i løbet af formiddagen. Ud på eftermiddagen følger regnen med, mens de østlige egne fortsat vil opleve opholdsvejr og perioder med sol.

Søndag ser ud til at blive den mest tørre dag i weekenden. Der vil fortsat være skyer på himlen, men med plads til solen i perioder, særligt mod øst. Vinden forbliver generelt rolig, dog kan den friske op i Vestjylland sidst på dagen.

Der er med andre ord gode muligheder for en tur ud i det fri, men det kan være værd at kaste et blik på vejrradaren, før man træder ud ad døren.

Kilde: DMI