Fødevarepriserne er tårnhøje

0

OPINION. Fødevarepriserne er tårnhøje og det borgerne har brug for, er at momsen på fødevarer sænkes, og at der gives skattelettelser i bunden, så almindelige danskere igen kan få råd til at opfylde et af menneskets allermest basale behov, nemlig behovet for føde på bordet. Det får vi så ikke, hvis man altså ser bort fra, at der er fundet penge til at gøre chokoladen billigere.

Alle afgiftslettelser er selvfølgelig gode afgiftslettelser, men man bliver næppe mæt af det. “Når der ikke er mere brød, så lad dem spise chokolade”, kan man næsten høre dem sige. Til gengæld har regeringen så fundet 4,5 milliarder til såkaldte fødevarechecks til udvalgte borgere.

Man vælger at lade staten være først med hånden i lommen og så bagefter kaste nogle af pengene tilbage (til nogle af os), formentligt med dybt bureaukratiske kriterier og et kæmpe administrativt apparat. Hvis de absolut skal vælge denne dårlige løsning, kunne de i det mindste kalde det, hvad der et: bestikkelse. Hvis man virkelig ville hjælpe dem, der kæmper med stigende madpriser, kunne man sænke skatten i bunden. Det ville komme alle til gode og gøre det mere attraktivt at tage et ekstra job eller en ekstra vagt.

Regeringens løsning holder folk fast i afhængighed og passivitet. Det er et grundlæggende socialistisk greb. Staten tager først for meget, og lover så at redde os med vores egne penge, når det begynder at gøre ondt. Den slags politik er ikke bare uambitiøs, den er også skadelig for vores økonomi, vores frihed og vores ansvarsfølelse.

Fem idrætslærere i finalen til landsdækkende hæderspris

0
FOTO: Dansk Idrætsforbund
FOTO: Dansk Idrætsforbund

SPORT. Interessen har aldrig været større for at hylde landets idrætslærere. Hele 677 indstillinger fra 71 kommuner er kommet ind, og det er rekord, siden prisen Danmarks Sejeste Idrætslærer blev indført for syv år siden. Nu er fem finalister fundet, og vinderen skal kåres senere på måneden.

Bag prisen står DIF Skole OL og Dansk Skoleidræt, som med kåringen ønsker at sætte fokus på idrætsfagets betydning i skolen. Indstillingerne er sendt ind af både elever, forældre, kollegaer og skoleledere, og mange af begrundelserne peger på lærere, der formår at skabe trygge fællesskaber og undervisning med plads til alle.

Hos Danmarks Idrætsforbund fremhæver formand Hans Natorp, at idrætsundervisning rækker langt ud over selve bevægelsen.

»God idrætsundervisning handler ikke kun om bevægelse, men om at skabe fællesskaber, hvor alle børn føler sig trygge og motiverede til at deltage. Med prisen ’Danmarks Sejeste Idrætslærer’ ønsker vi at anerkende de idrætslærere, der hver dag gør en forskel for elevernes trivsel og lyst til bevægelse,« siger han.

Også i Dansk Skoleidræt er der stor tilfredshed med feltet af finalister. Her har man haft fokus på både faglig kvalitet og evnen til at favne elevernes forskelligheder.

»Idrætsfaget er fyldt med passionerede ildsjæle, der brænder for at give eleverne gode og meningsfulde oplevelser med kroppen. Vi har særligt set efter idrætslærere, der sikrer en høj didaktisk kvalitet i faget gennem undervisning i øjenhøjde og som samtidig formår at favne elevernes forskelligheder og gøre idræt til et fag for alle uanset forudsætninger. Det gør de fem finalister på flotteste vis,« siger formand for Dansk Skoleidræt Morten Jørgensen.

De fem finalister kommer fra Ikast-Brande, Aalborg, Esbjerg, Solrød og Herlev. Blandt dem er både enkeltpersoner og lærerteams, som alle er udvalgt for deres arbejde med at gøre fællesskab og inklusion til en central del af idrætsundervisningen.

Nu går kåringen ind i næste fase, hvor både en jury og offentligheden får indflydelse på det endelige resultat. Afstemningen er åben fra 13. januar til 22. januar og tæller halvdelen af den samlede vurdering, mens juryens stemmer udgør den anden halvdel.

Vinderen modtager blandt andet 25.000 kroner til nyt idrætsudstyr til skolen samt kurser fra Dansk Skoleidræt, og prisen bliver markeret med en officiel hyldest på skolen.

Ørsted får grønt lys til at genoptage arbejdet med Revolution Wind

0

Ørsted kan igen sætte gang i arbejdet med havvindmølleparken Revolution Wind. Det har en dommer ved en føderal domstol i Washington D.C. afgjort mandag.

Dermed ophæves den midlertidige standsning, som har sat projektet på pause, og energiselskabet får lov til at fortsætte anlægsarbejdet. Domstolen har vurderet, at betingelserne for at holde projektet tilbage ikke længere er opfyldt.

Revolution Wind er et større havvindprojekt ud for USA’s østkyst og indgår som en del af Ørsteds satsning på vedvarende energi i Nordamerika. Projektet har tidligere været udfordret af juridiske indsigelser, men med afgørelsen kan arbejdet nu genoptages.

Ørsted har endnu ikke meldt ud, hvornår arbejdet konkret bliver intensiveret igen, men dommen fjerner en væsentlig usikkerhed omkring projektets videre forløb.

Rasmus Willig er ny formand for Coop amba

0

Rasmus Willig er valgt som ny formand for foreningen Coop amba, der repræsenterer mere end to millioner medlemmer. Valget fandt sted på et landsrådsmøde i Middelfart lørdag den 10. januar, hvor han overtog posten efter Pernille Skipper.

Coop amba ejer blandt andet knap halvdelen af dagligvarekoncernen Coop Danmark og er en af Danmarks største andelsforeninger. Med valget af Rasmus Willig er den øverste ledelse i foreningen nu på plads efter en periode med markante organisatoriske forandringer.

Rasmus Willig er blandt andet medlem af Det Etiske Råd og forstander på Suhrs Højskole. Han har siddet i bestyrelsen for Coop amba i flere år og har været tæt involveret i den omfattende transformation, som foreningen har gennemgået.

»Jeg vil sige en stor tak til indstillingsudvalget og til Landsrådet for tilliden og opbakningen. Og jeg vil også gerne takke Pernille Skipper for et tæt og tillidsfuldt samarbejde i bestyrelsen,« siger Rasmus Willig i forbindelse med valget.

Pernille Skipper har forladt posten, efter at hun er flyttet til USA med sin familie. Hun har været formand for Coop amba under en periode, hvor foreningen har gennemført en omfattende modernisering af både struktur og governance.

Med den nye formand på plads er der samtidig foretaget en justering af rollefordelingen i toppen af foreningen. Hvor formanden tidligere har haft en mere udadvendt rolle, vil fokus fremover i højere grad ligge på bestyrelsesledelse og det demokratiske bagland, mens den daglige og eksterne profil samles hos den nye direktør, Annette Jorn, der tiltrådte efter årsskiftet.

»Vi har nu fuldendt overgangen til en mere klassisk rollefordeling, hvor formanden har en tydelig bestyrelsesrolle, og direktøren er den udadvendte leder,« siger Rasmus Willig.

Den afgående formand, Pernille Skipper, bakker op om valget af sin efterfølger.

»Rasmus har lagt et stort arbejde i den modernisering, vi har været igennem, og han har både hjertet og kompetencerne til at føre brugsbevægelsen videre,« siger hun.

Coop amba har de seneste år været igennem en større omstilling. Foreningen har indgået et strategisk partnerskab med OK a.m.b.a. om ejerskabet af Coop Danmark, solgt Coop Bank, omlagt investeringsselskabet og vedtaget nye vedtægter og en ny, mere udadvendt strategi.

Rasmus Willig har desuden en bred baggrund med erfaring fra både forskning, erhvervsliv og civilsamfund. Han er medstifter af Andelsgaarde, formand for Republica A/S og engageret i flere bestyrelser og medlemsfora inden for andels- og fødevareområdet.

Med valget af Rasmus Willig som formand træder Coop amba nu ind i næste fase af foreningens udvikling med fokus på stabil ledelse, demokratisk forankring og samarbejdet med den nye direktør.

Viktor Hald Thorup klar til sit tredje vinter-OL

0

SPORT. Den danske speedskater Viktor Hald Thorup er udtaget til vinter-OL i Milano Cortina 2026 og skal dermed repræsentere Danmark ved de olympiske lege for tredje gang i træk. Udtagelsen kommer efter flere år med stabile præstationer på internationalt niveau og markerer endnu et kapitel i en allerede bemærkelsesværdig OL-karriere.

Viktor Hald Thorup skrev sig ind i dansk idrætshistorie ved vinter-OL i PyeongChang i 2018, hvor han opnåede en femteplads i massestart. Det er fortsat det bedste danske individuelle resultat ved et vinter-OL. Nu får den 31-årige speedskater muligheden for igen at blande sig blandt de bedste, når legene i 2026 afvikles i Italien.

Til daglig bor og træner Viktor Hald Thorup i Calgary i Canada, og ved OL i Milano Cortina er han udtaget i disciplinen massestart. Derudover er han udtaget som første reserve på 10.000 meter og tredje reserve på 5.000 meter.

»Jeg glæder mig selvfølgelig helt vildt til mit tredje OL, og jeg føler, at jeg er i mit livs form. Jeg har en god alder, olympisk erfaring og masser af selvtillid for tiden, så jeg tager til OL med stor optimisme,« siger Viktor Hald Thorup.

Hos Danmarks Idrætsforbund vækker udtagelsen også stor tilfredshed. Chef de mission Mikkel Sansone Øhrgaard peger på, at OL-truppen nu for alvor begynder at tage form.

»Vores OL-trup til Milano Cortina begynder nu for alvor at tage form, og det er fantastisk, at Danmark nu også bliver repræsenteret i speedskating. Viktor Hald Thorup kender vi jo rigtigt godt, og han har før vist, at han kan levere varen, når det gælder. Det er godt gået af ham, at han nu er klar til sit tredje OL i træk,« siger Mikkel Sansone Øhrgaard.

Der kan muligvis blive endnu en dansk speedskater at følge ved vinter-OL. Philip Due Schmidt har fortsat chance for at kvalificere sig, når OL-billetten skal afgøres ved et stævne i Salt Lake City i USA den 16. til 18. januar.

Vinter-OL i Milano Cortina 2026 bliver dermed endnu en mulighed for dansk speedskating til at markere sig på den største internationale scene.

Flere tusinde hjerteløbere står klar i Syddanmark

0

SAMFUND. Hjerteløberordningen har fået solidt fodfæste i hele landet, og nye tal fra TrygFonden viser, at ordningen også står stærkt i Region Syddanmark. Den første årsrapport fra Hjerteløberordningen, som dækker hele 2025, peger på både høj deltagelse og hurtig respons, når der bliver slået alarm.

På landsplan er der nu 59.300 aktive hjerteløbere, hvilket svarer til 1,2 procent af den voksne befolkning. Det betyder, at der i gennemsnit er 985 hjerteløbere for hver 100.000 indbyggere i Danmark.

I Region Syddanmark er der registreret 10.732 aktive hjerteløbere. Det svarer til 864 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere. I løbet af 2025 er Hjerteløberordningen i regionen blevet aktiveret 992 gange, og i langt de fleste tilfælde har frivillige reageret hurtigt. I 99 procent af alarmerne har mindst én hjerteløber accepteret, mens der i 98 procent af tilfældene har været mindst to hjerteløbere på vej.

Rapporten introducerer for første gang opgørelser over hjerteløbernes responstid. Her måles tiden fra ordningen aktiveres, til den første hjerteløber ankommer. For Region Syddanmark ligger det kommunale gennemsnit for den undersøgte periode på 4 minutter og 46 sekunder. Vejle Kommune har den korteste responstid med 3 minutter og 34 sekunder, mens Fanø Kommune har den længste med 7 minutter og 5 sekunder.

TrygFonden oplyser, at responstiderne bygger på data fra perioden 1. januar 2024 til 31. august 2024. Siden da er antallet af aktive hjerteløbere vokset med mere end 10 procent, og forventningen er, at responstiderne fremover vil blive endnu kortere.

En spørgeskemaundersøgelse blandt hjerteløbere i Region Syddanmark viser samtidig, at beredskabet er både erfarent og uddannet. Gennemsnitsalderen blandt hjerteløberne er 50 år, og 96 procent har været på kursus i livreddende førstehjælp. Over ni ud af ti har modtaget mindst én alarm, og halvdelen har udført hjertelungeredning i forbindelse med en udrykning. Næsten hver tredje har desuden været med til at påsætte og tænde en hjertestarter.

Ifølge rapporten har Haderslev, Varde og Esbjerg den bedste dækning af hjerteløbere i Region Syddanmark. Samlet set tegner tallene et billede af et frivilligt beredskab, der er bredt forankret og klar til at træde til, når hvert sekund tæller.

Leder: Når lukkethed bliver en vane

0

Der er noget, der sker, når en undtagelse gentages ofte nok. Den holder op med at føles som en undtagelse og begynder at ligne en praksis. Sådan er det også med de lukkede dagsordenspunkter i byrådene.

Udgangspunktet i det kommunale demokrati er enkelt og klart: Byrådets møder er offentlige. Det er ikke en teknikalitet. Det er selve idéen. Borgerne skal kunne se, hvordan magt udøves, hvordan argumenter brydes, og hvordan beslutninger bliver til. Ikke fordi borgerne altid skal blande sig, men fordi demokratiet kun lever, når det kan ses.

Alligevel ser vi, at flere og flere punkter lukkes. Ofte med gode begrundelser hver for sig. Personfølsomme sager. Økonomiske hensyn. Forhandlinger, der kræver fortrolighed. Alt sammen reelt nok. Problemet opstår, når disse hensyn flyder sammen og bliver til en generel refleks: At det er nemmere at lukke end at åbne.

Her begynder den demokratiske refleksion.

For lukkethed er ikke i sig selv et tegn på magtmisbrug. Men vanelukkethed er et tegn på noget andet: en politisk kultur, der langsomt vænner sig til, at forklaringen kan vente, at offentligheden kan holdes ude, og at det svære håndteres bedst uden vidner.

Det er menneskeligt. Men det er ikke demokratisk.

Kommunestyrelsesloven er tydelig: Lukkethed er undtagelsen. Ikke fordi åbenhed altid er bekvem, men fordi den er nødvendig. Når et punkt lukkes, skal der være en konkret og saglig grund. Ikke en følelse. Ikke et ønske om arbejdsro. Ikke frygten for debat. Og ikke fordi sagen er politisk vanskelig.

Forlegenhed er ikke et lovligt lukkegrundlag.

Det interessante er, at loven også forpligter til noget mere nuanceret end enten-eller. Hvis kun dele af en sag er fortrolige, skal resten behandles åbent. Hvis bilag er følsomme, kan de undtages, mens den politiske diskussion forbliver offentlig. Det kræver arbejde. Det kræver mod. Og det kræver en bevidsthed om, at åbenhed ikke er et irritationsmoment, men en del af opgaven.

Når hele punkter lukkes af bekvemmelighed, mister byrådet noget vigtigt: den offentlige samtale. Ikke støjen. Men samtalen. Den, hvor argumenter tvinges til at stå klart. Hvor uenighed bliver synlig. Og hvor borgerne kan forstå, hvorfor et valg blev truffet, også når de er uenige i det.

Derfor er det værd at stille det simple spørgsmål hver gang et punkt foreslås lukket: Kunne dette have været åbent? Og hvis svaret er ja, hvorfor er det så ikke det?

Åbenhed er ikke en trussel mod beslutningskraft. Tværtimod. Beslutninger, der kan forklares, holder længere. Lukkethed kan give kortsigtet ro, men den betaler man for senere – i form af mistillid, rygter og følelsen af, at noget bliver skjult, også når det ikke er tilfældet.

Demokratiet dør sjældent af én stor handling. Det slides ned af små vaner. Af det, der lige var nemmere denne gang. Af det, der ikke blev forklaret, fordi tiden var knap. Af det, der blev lukket, fordi ingen gjorde indsigelse.

Derfor er refleksionen vigtig nu. Ikke for at åbne alt. Men for at lukke mindre. Ikke for pressens skyld. Men for demokratiets.

For et byråd, der vænner sig til at lukke døren, risikerer også at lukke sig om sig selv. Og et demokrati, der ikke kan ses, bliver til sidst svært at tro på.

Dansk ishockeylandshold klar til OL i Italien

0

SPORT. Danmarks ishockeyherrer er nu officielt udtaget til vinter-OL i Milano Cortina 2026, og truppen rummer flere af landets største profiler. I alt 25 spillere skal repræsentere de rød-hvide farver, heriblandt syv danskere, der til daglig spiller i NHL.

Danmark kvalificerede sig til OL tilbage i august 2024, og nu har Danmarks Idrætsforbund som Danmarks Olympiske Komite sammen med Danmarks Ishockey Union sat navn på den endelige OL-trup. Holdet tæller både spillere fra NHL, SHL, Liiga, DEL og Metal Ligaen og bliver dermed sammensat af erfaring fra flere af verdens stærkeste ligaer.

Blandt NHL-spillerne i truppen er profiler som Nikolaj Ehlers, Oliver Björkstrand, Lars Eller, Frederik Andersen, Jonas Røndbjerg, Oscar Fisker Mølgaard og Mads Søgaard.

Danmarks chef de mission for vinter-OL, Mikkel Sansone Øhrgaard, ser med stor optimisme på den trup, der sendes til Italien.

»Det er et virkeligt stærkt ishockeylandshold, vi sender til Italien om en måned, og jeg ser i den grad frem til at følge ishockeyherrerne i en olympisk turnering, der bliver historisk stærk med et væld af NHL-stjerner hos de fleste nationer. Vi stiller selv med en række NHL-profiler som Oliver Björkstrand, Lars Eller og Nikolaj Ehlers. De var ikke med ved OL sidst i 2022, og jeg under virkeligt de her gutter, at de nu kommer til at opleve et OL.«

Nikolaj Ehlers, der til daglig spiller i Carolina Hurricanes, ser også frem til den kommende OL-deltagelse.

»OL er den største turnering, man kan være med til, og det er noget, jeg selv fulgte, da jeg var yngre. Det var noget særligt med de bedste spillere i verden mod hinanden. Så nu at få lov til at spille et OL for Danmark er en drøm, der går i opfyldelse,« siger han.

Han forventer en intensiv turnering med hård modstand fra start.

»Det bliver en fantastisk oplevelse med nogle svære, men fede kampe. Der kommer til at være tryk på med mange kampe på kort tid, så vi skal være klar fra start og ikke tage noget for givet. De resultater, vi har lavet i både kvalifikationen til OL og VM i Herning var fantastiske, og den følelse, det gav os, er noget, som vi skal have med til OL. Vi skal ned og give den hele armen for løven på brystet og Danmark,« siger Nikolaj Ehlers.

Også i Team Danmark ser man frem til Danmarks OL-deltagelse. Sportsdirektør Lars Balle Christensen peger på, at holdet tidligere har vist sit niveau mod de største nationer.

»Ishockeylandsholdet har flere gange vist, at de kan spille op med og slå de bedste nationer. Det så vi senest ved VM sidste år, hvor de spillede sig i semifinalen. Jeg glæder mig til at følge holdet til OL, og med muligheden for at alle lande kan udtage NHL-spillere, bliver det spændende at se, hvor Danmarks niveau ligger, når alle inklusive Danmark stiller i stærkeste opstilling.«

Danmark åbner OL-turneringen med gruppespilskampe mod Tyskland den 12. februar, USA den 14. februar og Letland den 15. februar. Herefter venter playoffkampene.

Vinter-OL i Milano Cortina afvikles fra den 6. til den 22. februar 2026.

Sne, is og uheld skaber farlig morgen på vejene

0

Fredag morgen er store dele af vejnettet ramt af vinterføre, uheld og kraftig blæst. Ifølge Vejdirektoratet er der fortsat sne- og isglatte veje flere steder, og bilister møder både spærrede spor og forlænget rejsetid.

På E45 mellem Haderslev og Kolding er der sket uheld, hvor højre spor er spærret. Det har skabt kø, og rejsetiden er forlænget med op til 30 minutter på strækningen. Normal trafik forventes først i løbet af morgenen.

Også E20 mellem Kolding og Fredericia er ramt. Her er venstre spor spærret efter uheld, og trafikken afvikles med nedsat hastighed og kødannelse i morgentimerne.

Samtidig advarer Vejdirektoratet om kraftig blæst på Vejlefjordbroen, hvor vindfølsomme køretøjer frarådes at passere. Vinden forventes først at aftage senere.

Der er desuden udsendt en særmelding om fortsat snevejr og snefygning. Det kan give store forskelle i vejforholdene – også over korte afstande – og især åbne strækninger er udsatte.

Bilister opfordres til at sætte farten ned, holde ekstra god afstand og overveje, om turen kan udskydes, indtil forholdene forbedres.

Tænk dig om før du kører ud fredag – risiko for snefygning og lukkede veje

0

Politiet opfordrer sammen med de øvrige beredskaber borgerne til at udvise ekstra agtpågivenhed, hvis man planlægger at bevæge sig ud i trafikken fredag. Årsagen er, at DMI varsler risiko for sne og kraftig snefygning fra fredag morgen klokken 06.00 og frem til lørdag middag.

Ifølge de aktuelle vejrprognoser kan vintervejret ramme fremkommeligheden på vejene i både Fyns, Syd- og Sønderjyllands samt Sydøstjyllands politikredse. Snefygning kan betyde, at veje pludseligt bliver ufremkommelige eller må lukkes.

»Vi beder om, at man tænker sig om en ekstra gang og forbereder sig, hvis man skal ud i trafikken fredag. Selvom det måske ikke sner lige der, hvor man befinder sig, er det en god idé at tjekke vejr- og trafiksituationen der, hvor man skal hen – og også hvordan vejret ser ud, når man skal retur,« siger politiinspektør Christian Rasmussen fra Fyns Politi.

Han understreger, at man kan risikere, at veje bliver lukket som følge af snefygning, også selvom forholdene virker acceptable ved afrejse.

Den lokale beredskabsstab har i samarbejde med andre myndigheder forberedt indsatsen de seneste dage og mødes tidligt fredag morgen for at følge udviklingen tæt.

»Sammen med de øvrige relevante myndigheder følger vi situationen og melder løbende ud, hvis vejrprognoserne ændrer sig og giver anledning til yderligere lokale anbefalinger. Vi opfordrer alle til at bruge fornuften og følge rådene om forberedelse og forsigtig kørsel,« siger Christian Rasmussen.

Gode råd fra politiet og beredskabet:

  • Overvej, om det er nødvendigt at være ude, når vintervejret er værst.
  • Skal du køre bil, så sørg for varmt tøj, strøm på telefonen og eventuelt en skovl, så du kan grave dig fri.
  • Vær opmærksom på, at det kan være glat og ufremkommeligt – også hvis du færdes til fods eller på cykel. Husk cykelhjelmen.
  • Sænk farten og hold ekstra god afstand til forankørende.
  • Sigtbarheden kan være kraftigt nedsat – kør efter forholdene.