2.3 C
Copenhagen
torsdag 6. februar 2025

Vi malede Fredericia grøn

0

I mødelokalet hos Fredericia Musicalteater sidder Thomas Bay, teaterdirektør, og gør status over et år, der har været både hæsblæsende og skelsættende for teatret. Det store træbord i lokalet synes næsten symbolsk for den struktur og stabilitet, som 2024 har bragt med sig for musicalteatret – et år, der blandt andet bød på §5-status og en fast plads på finansloven. Over en kop kaffe ser Bay tilbage på de mange begivenheder, samarbejder og udfordringer, der har præget året.

– Jamen altså, det har jo været et enormt hæsblæsende år, indleder Thomas Bay og lægger straks vægt på det brede spektrum af aktiviteter, der har fyldt kalenderen. – Nogle af de ting, man ikke kan se ude i byen, handler ikke om, at vi sidder og slaver. Men hvis vi tager det fra starten, så begyndte vi med Den Fortryllende Kuffert, som var en børnemusical, vi selv lavede i samarbejde med Koda og nye komponister.

Børnemusicalen blev skabt som en del af teatrets vækstlagsindsats og havde særligt fokus på børn og unge. -Det var ligesom hele vækstlaget og noget for børn og unge. – Vi udgav også, og der bliver streamet ret fint på Spotify, tilføjer han med et smil.

Efter børneforestillingen fulgte Avenue Q, en mellemstor produktion, der også blev godt modtaget. – Det var en af de mellemstore opsætninger i store sale med de her dejlige dukker. Det var en fantastisk forestilling, siger han og sender en anerkendelse til holdet bag.

Parallelt med opførelserne har der været stort fokus på udvikling og forberedelser til fremtidige produktioner. – Udover det gik den første halvdel af året med forberedelser til Wicked. Vi havde mange workshops, både for børn og unge, men også mindre forestillinger, som ikke var åbne workshops, men laboratoriearbejde, vi lavede, forklarer han. – Vi har også haft en Musical Reading Workshop på Copenhagen Stage sammen med Østre Gasværk. Det var første gang, vi var repræsenteret på Copenhagen Stage. Det største bifald gik til Efterlysning, som kommer i vores næste sæson.

Bay nævner også samarbejdet med Fredericia Musicalakademi, der blev fremhævet under årets showcase. – Det var enormt flot i år, fortæller han.

Sommeren markerede overgangen til årets mest omfattende produktion, Wicked. – Vi fik bygget den største forestilling til dato i dette teater. Vi fik malet både Fredericia og Tivoli grøn med forestillingen, siger han og beskriver, hvordan arbejdet bag forestillingen satte både kreative og logistiske kræfter på prøve.

– Samtidig med prøverne holdt vi musicalernes folkemøde sammen med kommunen og byens borgere, fortsætter han. – Det blev en platform for at diskutere musicalgenrens rolle og fremtid, ikke kun i Fredericia, men i hele Danmark.

Selvom året har budt på mange synlige succeser, er der også meget, der foregår bag kulisserne. – Der er både ting, vi ikke kan løfte sløret for, og så er der noget af det, vi kalder det nyskabende økosystem, hvor vi løfter nye talenter og hjælper andre titler på vej. Det er noget arbejde, vi ikke deler så meget ud om, siger Bay og understreger, at teatret også prioriterer en stærk indsats for børn og unge. – Jeg tror, noget af det, jeg har været mest stolt af i år, er, at vi har haft et øget fokus på børne- og ungeindsatsen. Det har virkelig båret frugt.

Han nævner blandt andet, hvordan 1.000 skolebørn så Wicked, og hvordan samarbejdet med Lego skabte en ekstra oplevelse for børnene. – De fik en lille sjov gave, når de var her,” siger han. Workshops og skoleprojekter har også været en del af indsatsen. – Eleverne var herinde og fik danseworkshops af vores dansere fra Wicked. De fik også rundvisning på teatret og deltog i dramaworkshops.

Det er en del af en bredere strategi for at gøre teatret til en integreret del af folkelivet. – Vi skal åbne teatret op, så folk kan få ejerskab og se, at vi er her for dem. Vi er jo ikke noget, hvis folk ikke bruger det, siger han med overbevisning.

2024 har også været året, hvor Fredericia Musicalteater opnåede §5-status og dermed fik en fast plads på finansloven. – Det er en kæmpe nyhed. Det giver os en stabilitet, som vi aldrig har haft før, forklarer Bay. Denne stabilitet er vigtig, især når huset selv står over for store udfordringer. – Den gamle dame, altså huset her, fik knækket hoften, så at sige. Vi er i gang med at undersøge, hvad det kræver. Det kan hurtigt blive millioner i budgettet.

Produktionen af Wicked markerede også begyndelsen på et nyt samarbejde mellem Bay og instruktør Thomas Haar. – Det er altid svært, når man arbejder med en ny samarbejdspartner, man ikke har prøvet før. Men det har været en overordentlig positiv proces. Vi løb hele tiden i samme retning og fik skabt et super stærkt kunstnerisk produkt – måske det stærkeste i lang tid i dansk musical, siger Bay med stolthed.

Fremtiden byder på nye udfordringer, ikke mindst med teatrets kommende egenproduktion, What is Love. – Den nye forestilling handler om at bygge en musical fra bunden – skrive manuskriptet og integrere sangene. Det er en mere kompleks proces, men vi står på skuldrene af Wicked-samarbejdet og går nu videre til næste niveau, forklarer han.

2024 har også været et personligt vendepunkt for Thomas Bay, der i august flyttede til Fredericia. – Det er fantastisk at kunne cykle på arbejde. Før stod jeg op klokken fem og kom hjem klokken syv-otte om aftenen. Det var hårdt, siger han ærligt. Flytningen har givet ham mere tid med familien og en tættere tilknytning til byen. – Teatret kan kun få succes, hvis vi har et fællesskab. Det føles rigtig godt at være en del af byen, siger han og beskriver, hvordan han nyder naturen og roen i Fredericia.

Når Thomas Bay ser tilbage på året, er det med en blanding af stolthed og ydmyghed. – Vi har opnået meget, men der er stadig meget mere at gøre. Vi skal fortsætte med at styrke vores børne- og ungeindsats, løfte nye talenter og skabe store oplevelser for publikum, siger han.

Med 2024 næsten bag sig og en spændende fremtid forude inviterer Thomas Bay publikum til at følge med i Fredericia Musicalteaters rejse – en rejse, der i lige så høj grad handler om mennesker som om musicals.

Læs også

Modstand mod Lillebæltsbroen: “Vi skal tænke os godt om”

0

Karsten Byrgesen ser tilbage på 2024 som et år fyldt med politiske udfordringer og betydningsfulde beslutninger for Fredericia og omegn. I en samtale med Fredericia AVISEN reflekterer han over årets begivenheder, de politiske kampe og den retning, han ønsker for fremtiden – en retning, hvor borgerne er i centrum, og deres stemmer bliver hørt.

Som politisk løsgænger har Byrgesen navigeret uden partipolitiske bindinger. – Jeg forholder mig til det, der giver mening, og det, der er sund fornuft. Det er sådan, jeg arbejder politisk, forklarer han. Hans baggrund som officer har givet ham en solid værktøjspakke, som han bruger til at arbejde tæt på borgerne og sikre deres interesser i både Fredericia Byråd og Region Syddanmark.

Året begyndte med betydelige forandringer i det politiske landskab, herunder et borgmesterskifte i Fredericia og intense budgetforhandlinger, der resulterede i et forlig uden om Socialdemokratiet. Byrgesen ser tilbage på processen med blandede følelser. – Det var nødvendigt at gå uden om Socialdemokratiet. De opførte sig arrogant og var ikke villige til at indgå i en bred dialog. Vi fik dog lavet et stærkt budget, hvor vi tog hånd om de svageste i Fredericia, siger han.

Budgettet sikrede blandt andet bevarelsen af børnehaven i Herslev, som stod til lukning. For Byrgesen var det en mærkesag, da han mener, at børnehaven er afgørende for lokalsamfundets sammenhængskraft. – Hvis man lukker børnehaven, lukker man nærværet. Det er der, unge forældre mødes, og børn knytter bånd. Det var vigtigt for mig, at Herslevs børnehave blev bevaret, understreger han.

Et andet område, der fyldte i budgetforhandlingerne, var en grøn dagsorden. Byrgesen fremhæver særligt en ny satsning på begrønning, hvor børn og forældre får mulighed for at plante træer sammen. – Det er en oplevelse, der skaber minder og forståelse for naturens betydning. Det er vigtigt, at vi lærer kommende generationer at værne om miljøet, siger han.

Plejehjemmene i Fredericia har også haft Byrgesens opmærksomhed. Der er afsat midler til at bringe mere liv og glæde ind i beboernes hverdag gennem musisk underholdning. – Musik har en særlig evne til at nå mennesker, selv dem med demens. Det kan skabe glæde og nærvær, og det er noget, vi skal prioritere, siger han.

En af de ting, der frustrerer Byrgesen mest, er den måde, borgerinddragelse håndteres på i kommunen. Han beskriver mange af de høringer, der finder sted, som “fuphøringer,” hvor borgernes input ikke reelt bliver taget alvorligt. – Vi skal lytte til borgerne før beslutningerne bliver truffet, ikke bagefter. Vi skal være meget bedre til at inddrage dem tidligt i processen, siger han.

Som medlem af Region Syddanmark har Byrgesen også haft øjnene rettet mod større regionale spørgsmål. Et af de mest kontroversielle emner har været planerne om en tredje parallelforbindelse over Lillebælt. Byrgesen er skeptisk over for projektet og mener, at det vil bringe mere støj og forurening til Fredericia. – Vi har allerede nok udfordringer med røg, støj og møg i kommunen. Vi skal tænke os godt om, før vi går videre med den slags projekter, siger han.

Miljøproblemer har været et andet centralt tema i Byrgesens arbejde, både regionalt og lokalt. Han fremhæver forurening i nordøstbyen som et alvorligt problem, der kræver handling. – Borgerne derude er fanget i en svær situation. De kan ikke sælge deres huse på grund af forureningen. Kommunen har et ansvar her, og vi skal gøre mere for at hjælpe dem, siger han.

Når Byrgesen ser frem mod 2025, er hans fokus klart: borgerne skal sættes i centrum, og deres stemmer skal have reel vægt i beslutningsprocesserne. Han peger også på den kommende valgkamp som en mulighed for at sætte vigtige dagsordener. – Vi skal sikre, at Fredericia udvikler sig på en måde, der gavner alle borgere. Det kræver, at vi åbner os som kommune og arbejder tættere sammen med dem, vi er sat i verden for at hjælpe, siger han.

Han afslutter samtalen med et oprigtigt ønske om en glædelig jul og et godt nytår til alle fredericianere. – Vi har et fantastisk samfund, og det skal vi værne om – sammen, slutter han.

Se med og lyt til Tv-interviewet med Karsten Byrgesen nedenfor.

Tv-interview med Karsten Byrgesen d. 16. december 2024

Blæsevejr sikrer, at elprisen styrtdyrker

0

Hvis vasketøjet har hobet sig op efter julens travlhed, er der gode nyheder til elregningen. Samtidig går Danmark ind i en blæsende periode, der markerer afslutningen på de milde og grå juledage.

Søndag bliver en oplagt dag til at sætte vaskemaskinen i gang. Ifølge Andel Energi og den nordiske elbørs, Nord Pool, vil elprisen i Vestdanmark falde helt ned til 0,27 kr./kWh klokken 23.00, mens den i dagtimerne vil ligge omkring 0,40 kr./kWh. Priserne er dog uden afgifter og transportomkostninger.

Den lave pris skyldes det blæsende vejr, som fra søndag begynder at tage fat over Danmark. Den øgede vindproduktion sætter strømpriserne under pres, hvilket kommer forbrugerne til gavn.

Læs også

Blæsende nytårsaften og mulig sne allerede 1. januar

0

Danmarks milde og grå juledage nærmer sig en afslutning. Et højtryk syd for landet har i flere dage sendt fugtig og lun luft op over Danmark fra sydvest, men den kommende uge markerer et markant skifte i vejret. Nytåret byder på kraftig blæst og muligvis årets første sne.

Nytårsaftensdag bliver præget af et lavtryk, der bevæger sig ind over det vestlige Norge. Lavtrykket vil sende regn og kraftige vinde ind over Danmark. Vi kan forvente frisk vind til kuling, og især vindstødene kan blive kraftige. Nordjylland skiller sig dog ud: Her kan regnen lokalt gå over i slud eller tøsne, hvilket giver en første smagsprøve på vintervejret, som venter i starten af januar.

Mens nytårsdag ser ud til at blive mere rolig med aftagende vind og mulighed for lokale solstrejf, er denne pause i det blæsende vejr kortvarig. Allerede onsdag aften nærmer et nyt lavtryk sig Danmark fra Nordatlanten. Frontzonen fra lavtrykket kan bringe både sne og blæst, særligt hvis det bevæger sig ind over den sydlige del af landet, som nogle prognoser peger på.

Hvis lavtrykket følger den nuværende bane, kan vi få sne natten til torsdag og torsdag morgen. Prognoserne er dog fortsat usikre, og lavtrykkets bane vil blive afgørende for, om sneen rammer bredt eller kun enkelte dele af landet.

Usikkerhed præger udsigten

De kommende dage vil meteorologerne følge udviklingen nøje. Lavtrykket, der kan give sne i starten af det nye år, er stadig på lang afstand, og små ændringer i dets bane kan ændre vejrudsigten markant. Det eneste, vi med sikkerhed kan forvente, er, at det nye år starter med en vejrmæssig kontrast til julens milde gråvejr.

Kilde: DMI

To indbrud anmeldt i Sydøstjyllands politikreds

0

Sydøstjyllands Politi har modtaget to anmeldelser om indbrud, der begge blev registreret på døgnrapporten lørdag formiddag.

Indbrud på Damhusvej

Det første indbrud blev anmeldt klokken 09.42 og fandt sted på Damhusvej i Kolding. Gerningsmanden skaffede sig adgang til en kælder via et vindue og forsøgte også at bryde et andet vindue op.

– Der er blevet stjålet en møntsamling og en pengekasse, fortæller vagtchef Søren Lisbjerg fra Sydøstjyllands Politi.

Indbruddet er sket i tidsrummet fra den 28. december klokken 12.36 til 13.21.

Indbrud på Nordvangen i Vejle

Det andet indbrud blev anmeldt fra Nordvangen i Vejle og er sket mellem den 25. december klokken 9.00 og den 28. december klokken 10.30. Her har gerningsmanden ødelagt en rude i en terrassedør for at komme ind i huset.

– Der er endnu ikke overblik over, hvad der er blevet stjålet fra stedet, oplyser politiet.

Sydøstjyllands Politi opfordrer borgere, der måtte have set noget mistænkeligt i områderne omkring Damhusvej og Nordvangen, til at kontakte dem på telefon 114.

Ud over de to anmeldelser om indbrud på Damhusvej og Nordvangen, var der ingen andre hændelser registreret i politikredsen.

Stigende sygefravær presser både offentlige og private arbejdspladser

0

En ny analyse fra Dansk Erhverv, baseret på data fra Danmarks Statistik, viser en markant stigning i sygefraværet blandt danske ansatte siden 2019. Ifølge Dansk Erhverv er stigningen er mærkbar både i den offentlige og private sektor og har konsekvenser for arbejdsmarkedet og samfundsøkonomien. Sygefraværet, som tidligere lå stabilt, har efter coronapandemien ikke fundet tilbage til tidligere niveauer.

Generel stigning på tværs af sektorer

Ifølge analysen havde offentligt ansatte i gennemsnit 14,1 sygedage pr. fuldtidsansat i 2023, hvilket er en stigning på 2,4 dage siden 2019. Privatansatte oplevede i samme periode en stigning på 1,3 dage, med et gennemsnit på 8,2 sygedage i 2023. Dansk Erhverv peger på, at den samlede stigning i sygefraværet svarer til 80.800 fuldtidspersoner.

Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, beskriver udviklingen som en udfordring: 

– Tallene viser, at sygefraværet på den anden side af coronapandemien er markant højere end før pandemiens start. Det er tankevækkende. I en tid med så udtalt mangel på arbejdskraft er det ikke gode nyheder, siger han i en pressemeddelse.

Potentiale i at reducere sygefraværet

Ifølge Dansk Erhverv er der et betydeligt potentiale i at nedbringe sygefraværet til niveauet fra 2019. Organisationen vurderer, at det ville frigøre ressourcer svarende til 13.400 fuldtidspersoner – fordelt på 6.600 i den offentlige sektor og 6.800 i den private.

– Det er et enormt potentiale. Hvis sygefraværet i det offentlige bringes tilbage på niveau med 2019, vil det svare til, at antallet af offentligt ansatte øges med 6.600. Flere hænder til at udføre arbejdet vil kunne forbedre kvaliteten af den offentlige service. Et lavere sygefravær vil gavne både vores fælles velfærd og virksomhedernes vækstmuligheder, udtaler Brian Mikkelsen.

Dansk Erhverv fremhæver desuden, at både offentlige og private arbejdspladser kan reducere sygefraværet gennem ledelsesmæssige tiltag og målrettede forebyggende indsatser. 

– Mit bedste bud er, at det handler det om at sætte sig nogle mål, have nogle forebyggende indsatser og om at have en tydelig ledelse, siger Brian Mikkelsen.

Lokale perspektiver i Trekantområdet

I Trekantområdet følger kommunerne Middelfart, Fredericia og Kolding den nationale tendens med stigende sygefravær. Ifølge analysen har Middelfart i gennemsnit 17,4 sygedage pr. fuldtidsansat, Fredericia 16,8 dage og Kolding 16,5 dage. Dermed ligger både Middelfart og Fredericia over landsgennemsnittet på 16,2 dage, mens Kolding ligger tættere på.

– Uanset hvor man som kommune ligger på skalaen, har man alle gode grunde til at arbejde for at sikre færre sygedage blandt de ansatte. Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at man rundt omkring i kommunerne gør meget for at nedbringe sygefraværet. Og det er mit håb og min opfordring, at man med disse nye tal i hånden i den enkelte kommune tjekker op på sine indsatser og ser, om man måske kunne gøre endnu mere, end man allerede gør. For der er jo konkrete gevinster for involverede at hente, hvis man kan nedbringe sygefraværet lokalt, siger underdirektør i Dansk Erhverv, Sofie Findling Andersen.

En bred udfordring

Ifølge Dansk Erhverv er sygefraværet steget på tværs af aldersgrupper og køn, hvilket peger på, at der ikke er én enkelt årsag til udviklingen. Organisationen fremhæver, at offentlige arbejdspladser generelt har højere sygefravær end private, hvilket delvist kan forklares med forskelle i jobfunktioner, såsom omsorgsarbejde, der typisk er mere belastende. Analysen påpeger desuden, at forskellen mellem sektorerne også ses, når der sammenlignes på tværs af lignende jobtyper.

Håndboldherrerne møder Frankrig i Kolding

0

Der venter en håndboldfest i Kolding, når Danmark og Frankrig tørner sammen i EHF EURO Cup den 15. marts. To af verdens mest succesfulde håndboldnationer efter årtusindskiftet mødes i Sydbank Arena klokken 16.00 – og det bliver den første landskamp på dansk grund efter VM.

Den længe ventede kamp er en del af EHF EURO Cup, hvor de fire forhåndskvalificerede EM-hold, Danmark, Frankrig, Norge og Sverige, dyster mod hinanden frem mod EM 2026. For Nikolaj Jacobsens danske mandskab blev turneringen skudt perfekt i gang i november med sejre over både Norge og Sverige. I marts venter så Frankrig – først på udebane i Lyon den 12. marts, inden det går løs i Kolding tre dage senere.

– Vi glæder os over at kunne præsentere så stærke modstandere for det danske håndboldpublikum, som EHF EURO Cup byder på. Gentagelsen af EM-finalen fra januar 2024 bliver noget helt særligt, og jeg er sikker på, at der bliver rift om billetterne i en traditionsrig håndboldby som Kolding, siger Dansk Håndbolds administrerende direktør, Heino Knudsen.

Håndboldfællesskabet i centrum

For Kolding Kommune er landskampen mere end bare en kamp. Den bliver også en anledning til at invitere flere borgere ind i fællesskabet omkring håndbold og foreningslivet.

– Vi arbejder på at skabe forskellige sideevents, hvor vi kan inkludere udsatte og handicappede borgere, der måske ellers kan have svært ved at finde vej til fællesskaber. Det skal give dem en stor oplevelse og samtidig vise, hvordan sport og fritidsaktiviteter skaber fællesskab, sundhed og glæde, fortæller Morten Hoff, chef for Fritid og Idræt i Kolding Kommune.

Kolding har tidligere haft stor glæde af at være vært for de danske håndboldherrer. Senest i 2020, da holdet mødte Norge i to opvarmningskampe til VM i Egypten – et VM, der som bekendt endte med dansk triumf.

– Vi glæder os til igen at være værter for en kamp mellem to af verdens bedste hold. Fællesskaberne, der opstår omkring sport, har en enorm betydning, både når vi samles for at se verdensstjerner i aktion, og når vores foreninger og frivillige arbejder året rundt for at skabe glæde og aktivitet for kommunens borgere, siger Birgitte Kragh, formand for Sundhed og Fritid i Kolding Kommune.

Billetterne til opgøret forventes at blive revet væk – og der er ingen tvivl om, at Kolding er klar til at byde både spillere og fans velkommen til en stor håndboldaften.

Måske sne og kulde på vej

0

Julens grå og lune vejr fortsætter nogle dage endnu, men allerede fra søndag begynder vi at mærke et markant skifte i vejret. Et højtryk, der har ligget næsten stille sydøst for Danmark, vil blive presset væk, når et dybt lavtryk rammer den vestlige del af Norge. Det sender iskold polarluft ned over Skandinavien, mens meget varm og fugtig luft samtidig strømmer ind over Europa fra syd.

På grænsen mellem kulden fra nord og varmen fra syd dannes flere lavtryk, der bringer kraftig blæst og store mængder nedbør. Danmark ser ud til at havne lige på denne vejrmæssige slagmark med både regn, blæst og kortvarigt vinterligt vejr i dagene op til nytår.

Sne og kulde sniger sig ind – men varmen vinder

Polarluften ventes mandag og natten til nytårsaftensdag at nå den nordlige del af landet med mulighed for vinterligt nedbør. Prognoserne peger dog på, at den varme luft over Europa igen vil skubbe kulden væk og dominere vejrforholdene i løbet af nytårsaftensdag. Det betyder, at selvom kulden kortvarigt kan bringe sne til dele af Danmark, vil det formentlig være varmen, der sætter dagsordenen ved årsskiftet.

Nye lavtryk truer med kulde senere på ugen

Efter nytår antyder prognoserne, at kulde og sne kan vende tilbage mod slutningen af ugen. Et kraftigt lavtryk, der bevæger sig fra øst, kan trække polarluft ned over Danmark igen, hvilket giver en ny chance for vinterlige forhold i hele landet. Hvor vidtrækkende og vedvarende det bliver, afhænger dog af flere faktorer.

Hvor sikkert er det?

Vejrudsigten er præget af usikkerheder, især når Danmark ligger på grænsen mellem kold og varm luft. Selv små ændringer i lavtrykkets bane kan få stor betydning for, om vi oplever sne, regn eller blæst. Prognoserne for næste uge er allerede delte, og meteorologerne på DMI vil løbende justere, efterhånden som nye data tikker ind.

En ting er dog sikkert: Vejret omkring nytår bliver alt andet end kedeligt, og det er værd at følge udviklingen tæt.

Kilde: DMI

Fiskene forsvinder – er grådigheden ved at tømme vores farvande?

0

Hvor er den grønne omstilling, klimapolitikken og bæredygtigheden blevet af i det danske eksporteventyr af fødevarer og særligt fiskeriprodukter

Den lille fisk Stenbideren har for sidste gang i forhåbentligt mange år lagt krop og æg til danskernes lyst til delikatesse, men også til at stille sulten på et umætteligt verdensmarked. Stenbidere er som flere andre truede fiskearter heldigvis blevet fredet. I første omgang i 2025. Set i et regnearksperspektiv er det smukt, at Danmark har overskud på handelsbalancen med en samlet eksport af varer og tjenester på 187 milliarder kroner i 2023, hvoraf fødevareklyngen tegner sig for 102,2 mia. kr. (ref. Danmarks Statistik, fiskeritidende.dk og landbrug og fødevarer). 

Eksporten af fisk, skaldyr, fiskemel og fiskeolie androg 34,142 mia. kr. i 2023. Det er voldsomt og jeg tvivler stærkt på, at de enorme fangster i og omkring Danmark – ud over penge – bringer nogen fordel. Indre danske farvande og store dele af Nordsøen og Skagerrak er på vej til at blive fisket tomme. 

Der er noget helt galt i den måde vi udnytter havets ressourcer på og fraværet af fisk tyder på, at vi er langt over grænsen for bæredygtighed. 

På Vestkysten trawles der efter skaldyr helt inde under kysten og langt hen ad vejen er det fiskenes eget spisekammer og ynglepladser vi rydder. 

Jeg elsker ”Morten Korch” fiskeriet, altså gutterne på kutterne og kystfiskerne der med skånsomt fiskeri og små fartøjer, ikke er en trussel for livet i havet (FN`s 14. klimamål). Men det er skræmmende at se Limfjordskuttere nærmest slås om at tømme en sårbar havbund for blåmuslinger og se danske og udenlandske kæmpe fiskefartøjer lande enorme mængder af fisk og skaldyr til konsum og industri (fiskemel og olie). 

Der er god grund til at være skræmte over fraværet af fisk i havet. Det er vores egen skyld. Overfiskeri, forurening fra landbruget og udledning af gigantiske mængder spildevand fra toiletter og husholdning bærer ansvaret. Og nej, spildevandet er ”renset”, men det gør det ikke til rent vand. 

Tilbage til indledningen og den gigantiske eksport af fiskeprodukter på 34 milliarder kroner (i 2023). Havet kan helt ikke bære det. Vores grådighed og fraværet af regulering skader havmiljøet og vores relativt begrænsede farvand er ikke skabt til at brødføde Asien og Europa.  

Brobizz advarer: Pas på mistænkelige e-mails og sms’er

0

Brobizz advarer sine kunder om en bølge af falske e-mails og sms’er, hvor hackere forsøger at narre personlige oplysninger fra modtagerne. Disse såkaldte phishing-angreb bliver stadigt mere sofistikerede og vanskelige at gennemskue, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Hvad er phishing?

Phishing er en metode, hvor hackere udgiver sig for at være en troværdig virksomhed og forsøger at få dig til at dele personlige oplysninger, såsom betalingsoplysninger eller login-data.

– Derudover gør hackerne alt, hvad de kan for at efterligne virksomhedens udtryk både i sprog og design. Netop derfor kan det være ekstra svært at tyde, om der er tale om phishing eller ej, skriver Brobizz.

Ofte vil hackerne forsøge at stresse modtageren med presserende beskeder om at indtaste oplysninger hurtigt. Disse oplysninger kan derefter misbruges til identitetstyveri eller adgang til bankkonti.

Sådan genkender du phishing hos Brobizz

Brobizz opfordrer sine kunder til at være opmærksomme på e-mailens eller sms’ens afsender. Selskabet sender kun e-mails fra følgende adresser:

Hvis afsenderen ikke er på denne liste, anbefaler Brobizz, at du sletter e-mailen uden at åbne den. For sms’er gælder det, at Brobizz kun sender beskeder i forbindelse med henvendelser til deres kundeservice.

Digital sikkerhed med Mit Digitale Selvforsvar

Forbrugerrådet Tænk og Trygfonden har udviklet appen Mit Digitale Selvforsvar, som hjælper brugere med at undgå phishing og andre digitale trusler. Appen tilbyder blandt andet vejledninger og tips til at løse problemer, hvis man er blevet offer for phishing.

– Hos Brobizz er vi tilmeldt som samarbejdspartner i “Mit digitale selvforsvar”, så vi kan dele information om falske mails mv. til alle appens brugere, oplyser Brobizz.

Hvad gør du, hvis du er blevet snydt?

Hvis du har givet dine oplysninger til svindlere, anbefaler Brobizz, at du straks kontakter din bank og holder ekstra øje med dine konti for mistænkelige transaktioner. Derudover bør du kontakte politiet og forklare forløbet, så de kan hjælpe med at begrænse skaden.

Brobizz understreger, at det bedste forsvar mod phishing er opmærksomhed.

– Hvis du modtager en e-mail, som du synes, virker mistænkelig, så kan du altid tjekke, hvem afsenderen på mailen er, lyder det fra selskabet.