Vi lever i en tidsalder, hvor der aldrig nogensinde har været bedre muligheder for at få informationer, eller blive hørt. Aldrig. Derfor er det paradoksalt, at vi samtidig har en politisk klasse og et net af gammelmedier, der stædigt påstår, at der findes eller er risiko for “nyhedsørkener”.

Via smartphone revolutionen åbnede der sig i verden af straks-kommunikation. Via streaming revolutionen eksploderede antallet af tv- og filmtilbud til vanvittige højder. På sekunder kan informationer søges og skaffes. Og netop i disse år slår kunstig intelligens igennem, som måske den mest omfattende teknologiforandring siden flyvemaskinen. At høre vores Kulturminister synge sangen om de informationshungrende danskere, der skal bruge JFMs oldnordiske platforme, er som at høre komiske Ali fortælle at Bagdad er uindtagelig, mens eksplosionerne overdøver ham. Nej, det er en helt anden virkelighed, der er skabt af især JFM, der desperat forsøger at få endnu flere penge ud af de danske skatteborgere, som de efterfølgende kan investere i værdipapirer eller udbetale som overskud til ejerkredsen.

En ting er dog, indtil videre, sikkert. Og det er, at man ikke kan tvinge folk til at se hverken det ene eller andet. Der er, endnu, frihed til at vælge selv, uanset hvor mange milliarder den politiske klasse har skovlet ud til gammelmedierne. Men også denne ret ønsker gammelmedierne at afskaffe. De vil tilbage til fortiden. En tid, hvor de afgjorde “hvem der fik taletid”. Som børn skal vi alle sammen belæres om livets rette gang på jord, hvor sandhedsapostle skal prædike en stor sandhed for os alle. Den skal vi tage til os, acceptere og støtte op om. På trods af at undersøgelser gang på gang viser, at mediernes troværdighed hos læsere og seere er særdeles lav.

Dette er et problem, siges der. Men fremfor at se indad og overveje om det er mediernes metode, der er problemet, så retter man interessen mod befolkningen: De er børn, og de ved ikke bedre selv. Tendensen ses også i politik, spredt ud over det meste af Europa, hvor politikerne frygter deres egne vælgere. De leder efter begrundelser for utilfredshed, forandringer i vælgeropbakningen, dannelsen af nye partier, afstandtagen til deres politiske ideologier, manglende opbakning til partipolitik og politiske bevægelser. Og de leder alle andre steder end hos dem selv.

Valgresultater skal tolkes som hemmelige operationer fra fjendtlige nationer. Eller som resultatet af udbredelsen af “falske nyheder” på sociale medier. Eller som sådan bare de sociale medier, som politikerne ellers selv bruger flittigt. Hvis påstanden er korrekt om denne indflydelse man jævnt påstår findes, så kommer her et meget centralt spørgsmål:

Hvilke historier, hvilke kampagner skulle der være tale om?

Beep. Sagen er den, at hele påstanden er skabt af de gamle medier, der har fået fjernet deres levegrundlag på grund af “de amerikanske techgiganter”, der har skovlet opmærksomheden til sig og væk fra de gamle medier. Det er slut med annonceindtægter og stor indflydelse. I er fortid. Farvel og tak.

Men ud af asken kan der vokse sig et nyt mediebillede. Det er allerede sket i USA. Det kommer til at ske i Europa. Uafhængige journalister og nye medier, der skaber indhold og tjener penge via den nye teknologi, men også fagpersoner, der direkte og uden kaffefilter formidler til offentligheden og deres fag. Det er en gave til os alle, der kun har kunnet lade sig gøre på grund af den teknologiske udvikling. Samtidig er der kommet direkte engagement med kreatørerne, der kan respondere og debatere. Vi har aldrig set så store meningsudvekslinger, og man har aldrig kunne komme tættere på fakta, end i vores tid.

Pak nu jeres pladdeballenyheder sammen og kom med ombord. Der er plads til jer. I har alt for længe forsvaret fortidens erobringer, men murerne er faldet. AI vil fyre rigtig mange af jer, uanset hvor mange penge Christiansborg sender afsted til Titanic. Gør som jeres kollegaer rundt omkring i verden og bliv en del af den moderne udvikling. Husk på, at der ikke findes nogen form for absolut upåvirket formidling. Drop at være selvopblæste og selvretfærdige; det er derfor, folk ikke gider jer. De kan se en anden virkelighed, alle andre steder.

I stedet for at bekrige “de sociale medier” og “de amerikanske techgiganter”, bør både gamle medier og nye medier forene sig om at skabe grundlæggende vidensdeling, positive og indsigtsfulde historier, binde bånd mellem alle led i kæden og fremfor alt stræbe efter ærlighed. Det er sært, at vi rent videnskabeligt skal til at betegne de gamle mediers holdning til den moderne informationsteknologi som en ideologi. Men det er desværre sådan, det er endt. At det samtidig er en komisk ideologi, er reelt tragisk. Ideologien bygger på den opfattelse, at der findes “sande” og “falske” medier eller kilder. At der er “rigtige” og “forkerte” interviewere. At der findes “sunde” og “fornuftige” platforme. Og netop på grund af sådanne antagelser, er der tale om en ideologi, særligt fordi den fremmes via kraftig agitation og bias, der ofte er blottet for selvkritik. Samtidig har ideologien en næsten religiøs karakter; du skal tro det for at forstå det.

Men sådan er rigtig objektivitet ikke skruet sammen. En af de vigtigste principper er netop at være kritisk overfor sig selv. At indtænke sin egen rolle. Men sådan tænker mange medier og journalister ikke: De fifler med overskrifter, kilder og vinkler. Fordi det giver dem selvhævdelse og styrker opfattelsen af egen betydning. Viden er ikke en videnskab. Det er en tilnærmelse. Vi bestræber os på at blive klogere. Vi er ydmyge overfor konklusioner. Punktum.

Siden internettet for alvor fik fart på i begyndelsen af 1990erne, har gamle medier bekæmpet udviklingen. Stod det til dem, havde vi endnu telefonbøger, læste papiraviser og så tv-avis. De gode gamle dage. Man havde også engang pausefisk på tv. Det kunne indføres igen. Man kunne se aftenens program, som nogen havde valgt ud for en. Købe et farvemagasin og med en kuglepen strege under, det man godt ville se. Og så ellers sidde og vente på at det kom. “Nu viser vi..” sagde speakeren. Det havde også noget klasse over sig. Tiden er bare forbi:

Vi vælter os i indhold, og det er stort set uendeligt. Derfor er den komiske ideologi om “de sandfærdige og eneste kilder” en kortvarig vittighed, der ganske vist kan høste point her og nu, måske endda flere tiggerpenge og lidt ekstra grov lovgivning mod konkurrence (hvem sagde kartel), men i den sidste ende kan man ikke lade mennesket smage friheden og så forvente, at det ikke gerne vil beholde det.