Regeringen sætter nu handling bag ambitionerne om at styrke danske iværksætteres adgang til kapital. Med tre nye initiativer under Iværksætteraftalen fra 2024 bliver Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) styrket markant. Formålet er at sikre, at innovative virksomheder får den nødvendige finansiering til at vokse – og til at blive i Danmark.

Et af de centrale initiativer er en permanentgørelse af EIFO’s vækstlåneordning, der nu får en samlet kapacitet på 7,5 mia. kr. Heraf reserveres 1 mia. kr. til virksomheder i landdistrikterne, hvor adgangen til kapital ofte er en særlig udfordring.

Samtidig bliver EIFO’s matchfinansieringsordning permanent, og ordningen er blevet styrket efter et eftersyn. Matchfinansiering er en model, hvor fonden investerer på lige fod med private investorer, hvilket kan give iværksættere lettere adgang til kapital uden at skulle afgive for meget ejerskab af deres virksomheder.

Derudover styrkes adgangen til grøn venturekapital. EIFO får et kapitalindskud på 1 mia. kr. i 2025, som vokser til 2 mia. kr. fra 2026 og frem. Målet er at understøtte iværksættere med vækstpotentiale, der arbejder med grønne løsninger, og dermed sikre, at Danmark forbliver konkurrencedygtig på den grønne omstilling.

Regeringen frygter tab af vækstvirksomheder

Erhvervsminister Morten Bødskov understreger, at adgangen til kapital er afgørende for iværksætteres muligheder for at vokse – og for at blive i Danmark.

– Vores iværksættere skal have bedre muligheder for at skaffe kapital. Derfor styrker vi adgangen til finansiering for iværksættere og innovative virksomheder, så de kan vokse, udfolde deres potentiale og skabe gode arbejdspladser i Danmark. Uden adgang til tilstrækkelig kapital risikerer vi, at flere virksomheder ender med at rykke ud af Danmark for at fortsætte deres vækstrejse. Eller at små virksomheder med stort potentiale går i stå med deres planer om udvidelser. Det har vi simpelthen ikke råd til, siger han.

– Bødskov slår fast, at de tre initiativer er en investering i vækst og velstand. “De her initiativer er med til at sikre vækst og velstand. Det er godt for Danmark, siger han.

Økonomisk løft – men er det nok?

Med en samlet pulje på 7,5 mia. kr. til vækstlån og 2 mia. kr. i grøn venturekapital er det et massivt økonomisk løft, regeringen nu gennemfører. Men spørgsmålet er, om det er nok til at løse de udfordringer, danske iværksættere står overfor.

Mange små virksomheder har tidligere peget på, at det ikke kun er adgang til kapital, men også rammevilkår og skatteregler, der påvirker deres vækstmuligheder. Ifølge flere analyser fra erhvervsorganisationer ligger Danmark i den tunge ende, når det gælder investeringsvilkår for nye virksomheder sammenlignet med andre europæiske lande.

Derfor vil det også blive et spørgsmål om, hvorvidt de nye initiativer reelt kan gøre en forskel i at fastholde og udvikle iværksættervirksomheder i Danmark – eller om kapitalen alligevel søger mod lande med bedre skattemæssige incitamenter og færre bureaukratiske byrder.

For nu ruller milliarderne, men effekten vil først for alvor kunne måles, når iværksætterne begynder at trække på ordningerne og omsætte dem til vækst.