Trafikanter på E45 Østjyske Motorvej må væbne sig med tålmodighed, mens motorvejen udvides. Ifølge nye målinger fra Vejdirektoratet betyder arbejdet en forlænget rejsetid på op til 12 minutter i dagtimerne mellem Vejle og Aarhus N.

Forlænget rejsetid på op til 12 minutter

Udvidelsen af E45 Østjyske Motorvej er i fuld gang, og mere end 50 kilometer af strækningen er påvirket af vejarbejde. Det betyder, at hastigheden flere steder er sat ned til 80 km/t, og sporene er gjort smallere.

Ifølge Vejdirektoratets målinger oplever bilister en ekstra rejsetid på 6-8 minutter på strækningen mellem Skanderborg S og Vejle, mens trafikken mellem Aarhus N og Aarhus S typisk forsinkes med 3-4 minutter. Kører man hele vejen fra Vejle til Aarhus N, kan forsinkelsen være 9-12 minutter i dagtimerne.

Transportminister Thomas Danielsen fremhæver i en pressemeddelse fra Vejdirektoratet, at vejarbejdet er planlagt med fokus på at begrænse generne for bilisterne:

– Vejdirektoratet har mange års erfaring med at planlægge vejarbejde på en måde, der generer mindst muligt, og det ser vi resultaterne af på E45, hvor forøgelsen af rejsetiden på de fleste tidspunkter er overskuelig. Vi kommer ikke uden om, at bilisterne skal sætte ekstra tid af til rejsen frem til motorvejsudvidelsen er færdig i 2026, hvor vi kan se frem til en markant forbedring på E45.

Smalle spor og nedsat hastighed skal sikre et bedre trafikflow

Projektchef i Vejdirektoratet, Robin Højen Madsen, understreger, at der lægges stor vægt på at opretholde så smidig en trafikafvikling som muligt.

– Vi gør os meget umage med at tilrettelægge vejarbejder ved udvidelsesprojekter og trækker hele tiden på erfaringer fra tidligere projekter, så vi sikrer, at trafikken glider bedst muligt. Det gør vi blandt andet ved at bibeholde to åbne spor under hele anlægsperioden og planlægge spærringer i de tidsrum, der er til mindst mulig gene for trafikanterne.

Selvom rejsetiden for de fleste bilister kun forlænges med få minutter, kan det tage væsentligt længere tid, hvis der sker uheld eller opstår andre forstyrrelser. De smalle vejbaner og manglen på nødspor betyder, at et punkteret køretøj eller tabt gods hurtigt kan skabe lange køer.

– Vejarbejde er – sagt på godt jysk – træls for trafikanterne. Men det er nu engang nødvendigt, hvis vi skal nå i mål med at få lettet trafikken og de lange køer i myldretiden. Og så har vi erfaret, at det – i tilfælde med vejarbejde – giver de bedste betingelser for trafikken at sænke hastigheden til 80 km/t på længere strækninger ad gangen. Det giver et bedre flow i trafikken uden elevatorkørsel, hvor trafikanterne hele tiden skal op og ned i fart, tilføjer Højen Madsen.

Uheld og tabt gods kan give lange forsinkelser

For bilister, der bliver fanget i et uheld i myldretiden, kan ventetiden strække sig fra 15 minutter op til en time. Derfor opfordrer Vejdirektoratet trafikanterne til at være ekstra opmærksomme og følge de gængse råd for sikker kørsel i vejarbejdszoner.

– Det er først og fremmest vigtigt, at trafikanterne viser hensyn, holder afstand og sænker farten, når de kører gennem et vejarbejde. Og husk endeligt at spænde gods ordentligt fast på traileren, afslutter Robin Højen Madsen.

Vejarbejdet på E45 Østjyske Motorvej fortsætter frem til udgangen af 2026. Når arbejdet er færdigt, skal motorvejen have flere spor, bedre støjdæmpning og forbedrede forhold for både trafikanter og miljøet.