Aalborg Håndbold har sat et punktum i trænerspørgsmålet. Simon Dahl, der overtog cheftrænerrollen i november efter Maik Machullas exit, får nu en fast kontrakt frem til 30. juni 2027. Samtidig henter klubben Henrik Kronborg ind som ny assistenttræner fra næste sæson.

Den 33-årige Simon Dahl kom til Aalborg Håndbold i sommeren 2023 fra Nordsjælland Håndbold og startede som assistenttræner under Stefan Madsen. Men efter Machullas afgang blev Dahl kastet ind i rollen som cheftræner – og han greb chancen.

12 sejre i 12 kampe

Dahl har ikke bare overlevet sin prøveperiode – han har bestået med topkarakter. Med 12 sejre på stribe frem mod vinterpausen var der ikke meget at rafle om for Aalborg-ledelsen.

“Da Simon overtog roret, var vi inde i en lidt urolig periode, men med 12 sejre ud af 12 mulige frem mod vinterpausen fik han for alvor stabiliseret tingene og vist, hvad han kan som cheftræner,” siger direktør Jan Larsen.

Han understreger, at beslutningen om at gøre aftalen permanent ikke krævede lange overvejelser.

“Derfor skulle der ikke mange overvejelser til fra vores side, inden vi kunne tilbyde ham jobbet på permanent basis, hvilket vi ser utrolig meget frem til. Som træner er han dygtig både på det håndboldfaglige og i mandskabsbehandlingen, og samtidig passer han rigtig godt ind i den kultur, vi gennem en årrække har fået opbygget i Aalborg Håndbold. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at vi med Simon ved roret har fundet den rette mand til jobbet,” siger Larsen.

Drømmen blev til virkelighed

For Simon Dahl er cheftrænerjobbet i Aalborg en drøm, der nu er blevet til virkelighed.

“Først og fremmest er jeg stolt, men også ydmyg over at få muligheden som cheftræner for Aalborg Håndbold på fast basis. Selvom jeg har haft kasketten på i de seneste måneder, så har det ikke været en selvfølge for mig, at det skulle ende sådan her,” siger han.

Han lægger ikke skjul på, at ambitionerne er store.

“Jeg har altid haft drømmen om at blive cheftræner i en større klub, men at det nu er lykkedes i Danmarks største og mest professionelle klub, er noget, jeg er utrolig glad for. Min familie og jeg befinder os rigtig godt i byen, og jeg synes, vi har en fantastisk trup, hvor jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet, vi har igangsat, så vi forhåbentlig kan få sat endnu flere pokaler i skabet, når sæsonen er omme,” siger Dahl.