Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) har sammen med Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti indgået en aftale om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse, epx. Den nye uddannelse erstatter den toårige hf, 10. klasse, eux og grundforløbets første del på erhvervsuddannelserne. Samtidig hæves karakterkravet til optagelse på stx, hhx og htx.

Epx bliver en toårig gymnasieuddannelse med mulighed for en etårig overbygning. Eleverne vil modtage en kombination af praktisk og boglig undervisning, og uddannelsen skal etableres i tæt samarbejde med erhvervsliv og offentlige institutioner.

Den toårige epx vil give adgang til erhvervsuddannelser og erhvervsakademiuddannelser. Overbygningen på et år vil give adgang til professionsbacheloruddannelser, mens videre adgang til akademiske bacheloruddannelser kræver yderligere supplering.

For at blive optaget på epx skal eleverne have bestået folkeskolens afgangseksamen eller have aflagt prøve fra den forberedende grunduddannelse (fgu).

Afskaffelse af 10. klasse og nye karakterkrav

Aftalen indebærer, at 10. klasse afskaffes som en del af en større omlægning af ungdomsuddannelserne. Ifølge aftalepartierne skal det bidrage til at skabe en mere direkte vej fra grundskolen til en ungdomsuddannelse.

Samtidig hæves karakterkravet til optagelse på stx, hhx og htx. Fremover kræves et gennemsnit på 6,0 i både standpunktskarakterer og folkeskolens prøver.

Den nye uddannelse bliver en milliardinvestering, hvor der afsættes cirka 5 milliarder kroner årligt til drift, når epx er fuldt indfaset. Derudover afsættes 4,8 milliarder kroner i perioden 2027-2034 til implementering, herunder opbygning af værksteder og nye faglokaler.

Aftalen indebærer en merudgift på omkring 2,3 milliarder kroner årligt fra 2030, svarende til et løft på cirka 10 procent i forhold til de nuværende udgifter til ungdomsuddannelser.

De første elever på epx forventes at starte i august 2030.